Skyer af giftgas kan opstå, når lava rammer havet ved La Palma. Borgere i nogle områder skal blive indenfor.

Efter en kortvarig pause tidligere på dagen flyder der igen lava fra Cumbre Vieja-vulkanen på øen La Palma.

Det oplyser forskere mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Vulkanen har været i udbrud i over en uge.

Imens har myndighederne rettet opmærksomheden mod kystområder, hvor lava snart ventes at ramme Atlanterhavet.

Det kan føre til eksplosioner og skyer med giftige gasser. Borgere er derfor blevet bedt om at blive indendørs.

Ifølge den spanske avis El Pais blev fire boligområder søndag aften lukket ned.

Lavastrømme kan ramme vandet på et tidspunkt mandag, oplyser eksperter ifølge mediet.

- Befolkningen skal følge myndighedernes retningslinjer og blive i deres hjem med døre og vinduer lukkede, står der i et tweet fra katastrofemyndighederne for De Kanariske Øer ifølge Reuters.

Siden vulkanudbruddet begyndte 19. september, har sorte lavastrømme opslugt mere end 230 hektar land, melder EU's satellitovervågning.

Hundredvis af hjem samt veje, skoler, kirker og bananplantager er blevet ødelagt.

Det står ikke klart, hvor længe udbruddet vil fortsætte. En vulkanolog oplyser til tv-stationen RTVE, at det ikke umiddelbart er til at vide, om det kortvarige ophør i udbruddet mandag tyder på, at det er ved at være ovre.

Imens er øens lufthavn blevet genåbnet. Det oplyser selskabet Aena, som driver lufthavnen, ifølge nyhedsbureauet dpa. Aske fra vulkanen er således blevet fjernet fra landingsbanen.

Der er ikke meldt om dødsfald eller alvorlige kvæstelser under udbruddet.

/ritzau/