Hun fulgte med i slipstrømmen af mennesker, der dukkede op sammen med den nordkoreanske leder.

Og hun stod lige ved hans side og kiggede ham over skulderen, da han underskrev en gæstebog inde i den russiske rumaffyringsstationen, hvor han under stor bevågenhed mødes med den russiske præsident.

Det er muligt, du ikke har set hende før. Eller hørt om hende.

Men kvinden er identisk med Kim Yo-jong, skriver flere internationale medier, herunder CNN.

Her ses Kim Yo-jong ankomme til rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland onsdag.
Her ses Kim Yo-jong ankomme til rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland onsdag. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Søsteren til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. 

Selvom hun er kvinde i et mandsdomineret, hierarkisk – og meget lukket – land, besidder hun en yderst magtfuld position.

Faktisk beskrives hun ofte i internationale medier som Nordkoreas mest magtfulde kvinde, og hun anses for at være en af landets mest indflydelsesrige politiske figurer.

Hun er derudover vurderet til at være landets 'de facto second in command' – efter hendes storebror, som hun er rådgiver for.

Her ses Vladimir Putin og Kim Jong-un under mødet onsdag.
Her ses Vladimir Putin og Kim Jong-un under mødet onsdag. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tilbage i 2020 kom det frem fra efterretningstjeneste i Sydkorea, at Kim Jong-un gradvist havde givet flere og flere beføjelser til andre – først og fremmest til søsteren.

Året efter kom det frem, at hun havde fået en stor forfremmelse.

Der fik hun nemlig plads i landets øverste regeringsorgan. I spidsen af regeringsorganet, State Affairs Commission (SAC), står Kim Jong-un selv.

Der har derfor været spekuleret i, om hun ville være til stede ved sin brors side, da han onsdag for første gang i fire år mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin, på rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland.

Kim Yo-jung anses for at være Nordkoreas mest magtfulde kvinde.
Kim Yo-jung anses for at være Nordkoreas mest magtfulde kvinde. Foto: Vladimir Smirnov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Både billeder og videoer – som de russiske statsagenturer har offentliggjort – har efterfølgende vist, at hun var med.

På billeder ses hun gå ind ved rumcenteret, og på en video ses hun stå ved sin brors side, mens han skrev i en gæstebog.

CNN har oversat hans hilsen i gæstebogen:

»Ruslands storhed, som fødte de første erobrere af rummet, vil være udødelig,« lyder den.

Der er dog også meget, som ikke vides med sikkerhed om Kim Yo-jong.

Blandt andet vides det ikke med sikkerhed, hvem hun er gift med – men det forlyder, at hun danner par med sønnen til den magtfulde partisekretær Choe Ryong-hae, Choe Song.

Det vides heller ikke med sikkerhed, om hun har børn. Eller hvor mange. 

Selv hendes alder er der usikkerhed om, men det er blevet rapporteret, at hun skal være fra omkring 1987. Hvilket vil gøre hende fire-fem år yngre end Kim Jong-un, hvis præcise alder der også er usikkerhed om.

Til gengæld skulle der ikke herske tvivl om, at hun og Kim Jong-un er de yngste børn af nu afdøde diktator Kim Jong-il, og at de som børn blev sendt på kostskole i Schweiz.

Længe levede – og arbejdede – hun i broderens skygge, men siden 2018 er hun trådt mere og mere ud i det åbne.

Blandt andet var det hende, der det år blev sendt som Nordkoreas officielle ansigt udadtil, da landet deltog i vinter-OL i Sydkorea. 

De seneste år har det ofte været hende, der har udtalt sig på vegne af landet, når det har omhandlet internationale konflikter – og hun har stået bag flere trusler.

Da der sidste år kom meldinger fra Sydkorea om, at man overvejede yderligere sanktioner mod landet nord som følge af dets seneste missilopsendelser og testaffyringer, udsendte hun en erklæring, hvori hun ifølge Reuters blandt andet udtalte:

»Hvis de tror, at de kan flygte fra den nuværende farlige situation gennem 'sanktioner', må de virkelig være idioter, da de ikke ved, hvordan man lever i fred og komfort.«

Den russiske præsident, Vladimir Putin, og Kim Jong-un trak sig efter den officielle velkomst onsdag tilbage til et privat møde, hvor man blandt andet vil diskutere våbenforsyning.