En midaldrende lærervikar fra en folkeskole i den texanske by Houston er blevet anholdt på grund af en mistanke om, at han har opført sig yderst uanstændigt over for tre af sine helt små elever.

Han er nu sigtet for tre tilfælde af upassende kontakt med et barn, efter flere forældre klagede over ham tilbage i november.

Det skriver det lokale medie KHOU.

Forældrene mistænker ham blandt andet for at have kysset og berørt deres piger, der går i 1. klasse på Looscan Elemntary School, mens han var vikar for dem fra den 24. oktober til den 4. november. Selv har pigerne fortalt til myndighederne, at den 49-årige lærervikar havde kysset dem på munden, rørt ved deres bryst og haft dem til at sidde i hans skød.

Selv forklarer lærervikaren angiveligt, at der er tale om 'et uheld'. At det ikke havde været hans mening at kysse pigerne.

Da han blev forholdt beskyldningerne, forklarede han ifølge retsdokumenterne i sagen, at han 'havde talt til pigerne tæt på dem, og at hans tunge på den måde uheldigvis røg ind i deres munde'.

Af retsdokumenterne fremgår det også, at lærervikaren senere indrømmede over for efterforskerne, at han havde haft et seksuelt formål i tankerne ved at have pigerne til at sidde i hans skød.

I en pressemeddelelse udtaler Houston Independent School District, at lærervikaren ikke længere er ansat i distriktet.

»Beskyldningerne blev først fremsat i november, hvorefter lærervikaren blev fjernet fra campus og en intern undersøgelse blev sat i gang. Administrationen kontaktede også HISD Politiet og Børneværnet om anklagerne,« står der.

Efter politiet fremlagde deres fund for anklageren, blev den 49-årige mand sigtet i sagen.

»HISD tager situationer som denne meget alvorligt, da elevernes sikkerhed altid er distriktets topprioritet,« slutter pressemeddelelsen.