»Det er helvede. I bibelsk forstand. Jeg laver ikke sjov,« siger Steve Kasspidis.

Han er læge på et af New Yorks største hospitaler, Mount Sinai, hvor de lige nu kæmper med corona-pandemien. På kort tid er antallet af smittede eksploderet i den tætbefolkede metropol.

»11. september var intet, sammenlignet med det her. Dengang ventede vi på patienter, som aldrig kom. Nu fortsætter de bare med at komme,« fortsætter han i et interview med Sky News.

På hospitalerne er alle bange, fortæller en anden læge ifølge det amerikanske medie New York Post. For de bliver overrendt af syge patienter og kæmper for at følge med.

En tredje læge siger, at det kan ende med, at lægerne må vælge, hvem der får den livreddende respirator. Tilstande som mange genkender fra Italien, som er hårdt ramt.

Hver dag stiger antallet af smittede i New York med flere hundrede. I hele USA med mange tusinder.

I storbyen er over 23.000 smittet, viser tal fra torsdag aften. Mindst 466 er døde.

Udviklingen er gået så hurtigt, at USA på få uger er blevet det land med flest smittetilfælde af coronavirus. Over 85.000 er nu testet positiv og 1.296 har mistet livet.

Stuart Malcolm, en læge ved Haight Ashburdy Free Clinic, taler med hjemløse om coronavirussen. AFP.
Stuart Malcolm, en læge ved Haight Ashburdy Free Clinic, taler med hjemløse om coronavirussen. AFP. Foto: JOSH EDELSON
Vis mere

Ud fra de officielle tal betyder det, at USA har overhalet Kina. Der skal dog tages forbehold for et muligt stort mørketal.

Tilbage i New York er situationen nu så alvorlig, at man har opsat midlertidige ligehuse for at håndtere det hastigt stigende antal dødsfald i byen.

Det samme gjorde man 11. september 2001, hvor godt og vel 3.000 mennesker mistede livet som følge af terrorangrebet.

Statens guvernør, Andrew Cuomo, har allerede sagt, at han er nervøs for situationen.

Han ved, at virussen vil ramme New York som et løbsk godstog, hvis det ikke bliver bremset.

Den kendte radiovært Howard Stein, som selv bor i New York, fremlagde byens udfordringer.

For der bor 8,6 millioner mennesker og 70.000 hjemløse i en by, hvor ‘alle nærmest sover og arbejder oven på hinanden’.

Det betyder, at der ikke er mange steder at flygte væk fra virussen.