KENYA: Forholdene i Dadaab-lejren, der huser somaliske flygtninge i Kenya, er nu så elendige, at det vil udgøre en »stor helbredsrisiko«, hvis regeringen gør alvor af sin plan om at sende flere flygtninge ind i lejren.

Det meddeler organisationen Læger uden Grænser fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kenya huser i forvejen over en halv million flygtninge fra Somalia, der har været præget af politisk kaos, siden der udbrød borgerkrig i 1991.

Somaliske guerillasoldater mistænkes for at stå bag en række angreb i Kenya, og det fik for en uge siden de kenyanske myndigheder til at stoppe registrering af asylansøgere i byområder.

BNB/Reuters