Da den engelske kvinde Chelsea Jackson fik ondt i halsen lige efter jul, tog hun til lægen. Her fik hun at vide, at hun havde halsbetændelse, og lægen gav hende antibiotika. Men det hjalp ikke.

Efter et par dage kunne Chelsea Jackson hverken spise eller synke. Hendes øjne blev gullige, og hun fik svært ved at trække vejret.

19 dage efter lægens diagnose døde den kun 20-årige kvinde. Det skriver Mirror.

»Vi havde ingen idé om, hvor alvorligt det var. Halsbetændelse er en almindelig sygdom, og alle bliver normalt raske, men hendes krop reagerede ikke på medicinen,« fortæller moderen Nicki.

Årsagen til den unge kvindes død viste sig at være den sjældne sygdom hemophagocytic lymphohistiocytosis syndrome også kendt som HLH. Sygdommen er kendetegnet ved forstyrrelser i immunforsvaret og medfører organsvigt.

Nu har Chelsea Jacksons familie startet en indsamling for at sætte fokus på den sjældne sygdom.

Både Chelsea Jacksons forældre og hende to søstre er dybt rystede over det, der er sket, og at det, de troede var en ufarlig halsbetændelse, viste sig at ende så galt.

»Ingen regnede med, at hun ville dø. Det var forfærdeligt at være nødt til at sige farvel. Det var alt for tidligt, og hun havde så meget liv tilbage at give af,« siger moderen.

Foto: F
Vis mere

Chelsea Jacksons storesøster Laura på 23 år håber, at familien ved at fortælle deres historie kan gøre folk opmærksomme på sygdommen og måske redde andre.

»Jo flere mennesker, der ved at HLH eksisterer, jo bedre. Vi ved ikke, om Chelsea nogensinde var blevet ramt af den, hvis ikke hun havde haft halsbetændelse. Vi håber, at denne historie viser, at det kan ske for enhver,« siger hun.