Mundbindet har givet hende røde streger langs kindbenene. Hun arbejder 100 timer om ugen og er isoleret fra alle sine nærmeste.

Det er den virkelighed, som Isabella Rello, der er læge i Brasilien, beskriver fra sit daglige arbejde med coronasmittede patienter.

Hun beskriver også en anden virkelighed end myndighederne. For mens de officielle tal viser, at der er lidt over 10.000 smittede, er det hendes overbevisning, at mørketallet er langt større.

»Der er mange flere. Som læge i den offentlige og private sektor forsikrer jeg jer om, at der er en enorm underanmeldelse,« skriver hun i et Facebook-opslag.

Sundhedssekretæren i millionbyen Rio de Janeiro har også meldt ud, at staten kan have 50 til 100 gange så mange smittede som de officielt registrerede.

Problemet skyldes, at man ikke tester og melder patienter med milde symptomer. Dem, der bliver testet, får først deres testresultater efter 10 dage.

Mange dødsfald, som er relateret til coronavirus, bliver heller ikke registreret i systemerne, fordi testen først er klar, når personen er gået bort.

Samtidig har landet indtil videre kun frigivet omkring 54.000 coronatest til en befolkning på 210 millioner mennesker.

En kvinde og et barn i en af Sao Paulos største favelaer, Paraisopolis, 30. marts 2020. REUTERS.
En kvinde og et barn i en af Sao Paulos største favelaer, Paraisopolis, 30. marts 2020. REUTERS. Foto: AMANDA PEROBELLI
Vis mere

En helt anden udfordring, som Brasilien står over for, er de 14 millioner borgere, som lever i de tætbefolkede favelaer, hvor de mest basale sanitære forhold mangler, skriver The Guardian.

Lokale myndigheder i Rio de Janeiro og Sao Paulo har indført karantæne og bedt folk om at blive hjemme. Det er dog en udmelding, som ikke falder i god jord hos landets præsident.

Den kontroversielle præsident, Jair Bolsonaro, har nemlig kaldt coronavirus 'en lille influenza' og sagt, at brasilianerne er immune.

Bolsonaro trodsede søndag også reglerne om distancering, som myndighederne har udstukket, og rådede borgere til at tage på arbejde.

Brasiliens økonomi kan ikke gå i stå på grund af coronavirussen, mener Jair Bolsonaro.

Ifølge professor i epidemiologi fra Yale School of Medicine Albert Ko er det 'et kritisk problem' for Brasilien – hvis ikke en decideret krise.

Ligesom Europa og Asien er Latinamerika splittet i spørgsmålet om, hvor alvorlig en trussel coronavirus er.

Mens nogle lande – Colombia, Venezuela, Argentina og Peru – er lukket ned for at inddæmme smitten, vælger andre lande at gøre det modsatte. I Mexico, Nicaragua og Brasilien tager man pandemien med en næsten arrogant ro.