USA: En domstol i Chicago har torsdag idømt den 51-årige pakistansk-canadiske læge Tahawwur Hussain Rana 14 års fængsel for terrorplaner mod Jyllands-Posten. Det skriver Chicago Sun-Times.

Det var tilbage i juli 2011, at han blev kendt skyldig i at have medvirket til at planlægge et terrorangreb mod den danske avis, men han har altså ventet halvandet år på at få sin strafudmåling.

Rana betalte for, at hans ven, pakistanske David Headley, kunne rejse til København for at besigtige Jyllands-Postens lokaler i planlægningen af et terrorangreb. Anklagemyndigheden havde krævet Rana idømt 30 års fængsel for planlægningen af angrebet, der blandt andet skulle gå ud på at halshugge avisens medarbejdere og smide deres hoveder ud af vinduerne.

Hans forsvarer argumenterede dog for, at Rana kun havde sendt enkelte e-mails, der bakkede op om planerne, og at han aldrig har gjort noget voldeligt.

Vennen David Headley, der har erkendt sig skyldig i terrorplaner mod Jyllands-Posten og i medvirken til terrorangrebet i Mumbai i 2008, har endnu ikke fået sin straf.

BNB