Hun blev selve symbolet på den paniske flugt. Flugten fra det, der kort forinden havde været en fredelig musikfestival, men blev forvandlet til et bestialsk blodbad.

Nu står 'Lady in red' frem og fortæller om sin kaotiske flugt – hvor hun klyngede sig til én tanke.

Vlada Patapova hedder den 25-årige kvinde, som hele verden kunne se løbe væk fra Nova-musikfestivalen nær grænsen til Gaza 7. oktober iført en top, shorts og med et rødt sjal over skuldrene. Deraf tilnavnet 'Lady in red'.

På rystede videobilleder, som blev optaget med en mobiltelefon, høres paniske råb og skrig – og adskillige skud.

Få sekunder forinden havde ukrainskfødte Vlada Patapova danset og hygget sig sammen med sin kæreste, Matan, og veninden Mai. Men så kom Hamas-terroristerne.

Nu fortæller Vlada Patapova om flugten, hvor hun flere gange så døden i øjnene.

Kort efter at billederne af den løbende Vlada blev filmet, kastede hun sig sammen med Matan og Mai ind i deres bil, hvorefter flugten fortsatte med Matan bag rattet.

De nåede ikke langt, før de hørte en gennemtrængende lyd, fortæller Vlada Patapova til Daily Mail.

Sådan så det ud, da adskillige festivalgæster flygtede fra Hamas.
Sådan så det ud, da adskillige festivalgæster flygtede fra Hamas.
Vis mere

Lyden af adskillige kugler, som ramte bilerne omkring dem.

De tre festivaldeltagere bukkede sig ned, mens de fortsatte flugten væk fra de massakrer, som udspillede sig bag dem. Utroligt nok blev deres bil ikke ramt.

Vlada Patapova fortæller til Daily Mail, at 'alt var kaos', og at de under flugten så adskillige forladte biler.

Vlada, Mai og Matan nåede under flugten til et shelter ved vejen, hvor en israelsk politibetjent skreg til dem, at de skulle fortsætte i østlig retning, hvis de ville overleve.

Men kort efter så Vlada og Matan Hamas-terrorister i biler, lastbiler og på motorcykler – direkte på vej mod dem. De affyrede skud mod bilen.

En Hamas-terrorist i de indledende øjeblikke af angrebet på festivalen.
En Hamas-terrorist i de indledende øjeblikke af angrebet på festivalen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Matan forsøgte at slippe væk ved at køre over en mark, men bilen satte sig fast. Så de måtte fortsætte flugten til fods.

Vlada Patapova løb i retning af nogle træer, og i de kaotiske sekunder mistede hun kontakten til kæresten.

Mens hun løb for livet, havde Vlada kun én tanke i hovedet:

Politi og frivillige ledte efter menneskerester i udbrændte biler efter Hamas' massakre på deltagerne ved Nova-musikfestivalen med henblik på at kunne begrave de dræbte.
Politi og frivillige ledte efter menneskerester i udbrændte biler efter Hamas' massakre på deltagerne ved Nova-musikfestivalen med henblik på at kunne begrave de dræbte. Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sin treårige datter Romi.

»Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen. Det eneste, jeg tænkte på, var Romi. Jeg så hele tiden hendes ansigt for mig og sagde til mig selv, at nogen måtte overleve for hende,« siger Vlada Patapova til Daily Mail.

Hun bryder flere gange ud i gråd, mens hun fortæller om den dramatiske flugt, som heldigvis endte lykkeligt for både hende, Mai og Matan.

En forbipasserende bil samlede de to kvinder op, og efter at være blevet kørt i sikkerhed, blev hun genforenet med sin kæreste, som var blevet samlet op af en anden bil.

Mindst 360 andre festivaldeltagere var ikke lige så heldige som dem. 

De blev skudt, tæsket ihjel eller brændt ihjel af Hamas-terrorister under de massakre, som Vlada var flygtet fra, skriver BBC. Hamas tog også 40 gidsler på musikfestivalen, hvoraf flere stadig befinder sig i Gaza.

»Nogen gange føler jeg mig skyldig, fordi jeg overlevede, mens andre ikke gjorde, og fordi det, som skete med mig, blot stod på i omkring 18 timer. For mange andre fortsætter smerten, og jeg tænker på de gidsler, som fortsat er i Gaza. Vi må ikke glemme dem,« siger Vlada Patapova.

Den 25-årige bryllupsplanlægger måtte efter den vellykkede flugt opholde sig i flere timer på en militærbase, før hun endelig kunne komme hjem.

Hjem til treårige Romi.

»Jeg gav hende det største kram nogensinde,« fortæller Vlada Patapov.