Kongressen bør indlede en undersøgelse af Trumps historik med seksuelt upassende opførsel, siger tre kvinder.

New York. Tre kvinder, som har beskyldt USA's præsident, Donald Trump, for seksuelt upassende opførsel, opfordrer Kongressen til at indlede en undersøgelse af præsidentens adfærd.

Jessica Leeds, Rachel Crooks og Samantha Holvey siger på et pressemøde mandag, at Kongressen bør tilsidesætte partipolitiske hensyn og undersøge Donald Trumps forhistorie med seksuelt misbrug.

Kvinderne siger, at de tror, at præsidenten ikke vil træde tilbage på grund af beskyldningerne, men at han bør holdes ansvarlig.

I løbet af de seneste to år har flere end 12 kvinder anklaget Donald Trump for at gøre uønskede, seksuelle tilnærmelser mod dem, flere år inden at han gik ind i politik.

Brave New Films, et nonprofit filmselskab, har produceret en film med 16 kvinder, der alle beskylder Trump for seksuelt upassende opførsel.

I filmen beskylder kvinderne Donald Trump for at have kysset dem uden deres tilladelse, røre dem på deres "private dele", stikke hånden op under deres nederdele og gøre andre uønskede tilnærmelser.

Det er Brave New Films, der har arrangeret mandagens pressemøde.

Trump og embedsmænd i Det Hvide Hus nægter påstandene, hvoraf nogle af dem går tilbage til 1980'erne.

- Disse falske beskyldninger, som fuldstændig bestrides af i de fleste tilfælde øjenvidneberetninger, blev adresseret under sidste års valgkampagne.

- Her afsagde det amerikanske folk deres dom i form af en afgørende sejr, udtaler en talsmand for Det Hvide Hus med henvisning til Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i november sidste år.

Den demokratiske senator Kirsten Gillibrand siger til CNN, at hun mener, at Trump bør træde tilbage over beskyldningerne.

- Disse påstande er troværdige.

- Der er mange af dem (beskyldninger, red.). Jeg har hørt disse kvinders vidnesbyrd, og mange af dem er hjerteskærende, siger Gillibrand til CNN.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, sagde søndag, at enhver kvinde, der har følt sig dårligt behandlet af en mand, har ret til at tale højt om det - også selv om det er en præsident, der bliver beskyldt.

Mange magtfulde mænd er i løbet af de seneste måneder blevet anklaget for seksuelt upassende opførsel. Det sker i kølvandet på en sag om Hollywood-producenten Harvey Weinstein, der beskyldes for sexchikane og overgreb mod en lang række kvinder.

/ritzau/Reuters