Indisk politi står uden spor i over 100 anmeldte sager, hvor kvinder har fået deres fletninger klippet af.

Srinagar. En bølge af panik har bredt sig i Kashmir i Indien, efter at over 100 kvinder fortæller, at de er blevet angrebet om natten af maskerede mænd, som har skåret deres fletninger af.

- Vi vil vide, hvem der står bag. Politi, soldater eller civile?, siger et af ofrene.

Politiet står uden spor i sagerne, hvoraf mange i første omgang blev afvist som opdigtede eller som udtryk for hallucinationer eller hysteri.

Men inden for den seneste måned, hvor over 100 tilfælde er blevet anmeldt, tager myndighederne det alvorligt.

Flere hundrede unge mænd har rustet sig med knive, boldtræ og jernstænger, og de patruljerer i gaderne om natten for at imødegå nye angreb.

Men politiet har ingen mistænkte, ingen spor og heller ingen kendskab til et motiv.

- Vi er bange, siger den 40-årige Tasleema Bilal, som fik sit hår skåret af i sit hjem i Srinagar i forrige uge.

Hun siger, at hun blev angrebet, få dage efter at hendes 16-årige niece blev slået ned med en mursten. Hun vågnede op på et sygehus og opdagede, at hendes hår var klippet af.

Andre kvinder siger, at de er blevet bedøvet med en ukendt kemisk spray.

Lignende episoder har fundet sted i andre indiske delstater - blandt andet i Haryana og Uttar Pradesh. Men ingen steder har angrebene udløst så stor panik som i Kashmir.

Muslimske kvinder i Kashmir lader traditionelt deres hår være udslået, mens de fleste muslimske kvinder andre steder dækker det med tørklæder.

Separatistiske ledere, som vil løsrive Kashmir fra Indien, beskylder indiske agenter for at står bag angrebene som en afstraffelse af oprørere, der er imod Indiens styre.

En politiinspektør, Muneer Ahmed Khan, siger, at der uhyrligt, at nogle kan tro, at myndighederne kan være indblandet.

Kashmir har været præget af vold og de stærke spændinger mellem Indien og Pakistan, siden landene opnåede uafhængighed i 1947.

/ritzau/AP