Billedet af den indiske stewardesse, der sidder på en bænk iført sin iturevne gule trøje med blod løbende ned ad ansigtet efter to selvmordsbombere havde sprængt sig selv i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles tirsdag morgen, er gået verden rundt. Nu er der nyt om stewardessen.

Billedet af den 40-årige indiske stewardesse Nidhi Chaphekar fra flyselskabet Jet Airways er efterhånden blevet et symbol på terrorangrebene, som ramte den belgiske hovedstad.

Og derfor har der også været stor interesse for at vide, hvad der skete med den gulklædte stewardesse efter billedet blev taget. Umiddelbart efter angrebet bekræftede Jet Airways, at Nidhi Chaphekar var blandt de sårede.

»Vi har ikke alle informationer om omfanget af hendes skader. Vi ved, hvor hun er - hun er på hospitalet og modtager behandling,« lød det fra en talsmand fra flyselskabet.

Men nu er der yderligere nyt om stewardessens tilstand.

Brandsår og knust fod
I første omgang blev Nidhi Chaphekar opereret for sine mange skader, der bl.a. talte brandsår og skader efter at være blevet ramt af splinter fra en af bomberne i lufthavnen. Hun havde således fået brandsår på 15 procent af kroppen og en knust fod.

Og den seneste status på Nidhi Chaphekar er, at hun er i stabil tilstand. Det fortæller Jet Airways i en udtalelse ifølge Daily Mail  .

»Lægen har bekræftet, at Nidhi er stabil og ikke i koma. Hun hviler, og hun er bedøvet, for at hun skal have det godt,« lyder det i udtalelsen fra Jet Airways.

Dermed ser det ud til, at den 40-årige stewardesse kommer sig ovenpå angrebet, omend med nogle skader.

Manden ventede på nyt
Det indiske medie Times of India var, i forbindelse med at billedet af Nidhi Chaphekar gik verden rundt, i kontakt med stewardessens mand hjemme i Mumbai-forstaden Andheri. Han fortalte onsdag, at han endnu ikke havde snakket med sin kone, men at han ventede på nyt.

»Hun var i gang med at blive opereret for skader og brandsår. Vi håber på at tale med hende, når operationen er ovre,« forklarer Nidhi Chaphekars mand, Rupesh Chaphekar til Times of India.

Under terrorangrebet mod Bruxelles mistede mindst 31 personer livet, mens adskillige hundrede blev såret.

Herunder kan du se et oversigtskort over angrebene.

Oversigt over eksplosionerne i Bruxelles.
Oversigt over eksplosionerne i Bruxelles. Foto: Ritzau Grafik
Vis mere