'Ring venligst til politiet.'

Sådan var indledningen på den besked, som restauranten The Chipper Truck Cafe i New York modtog.

En kvinde blev holdt som gidsel i fem timer og i et desperat forsøg på hjælp, tilføjede hun en besked til sin takeawayordre.

Det skriver flere medier heriblandt CBS News.

Kvinden havde bestilt en cheeseburger og en irsk morgenmadssandwich - men det var noten til ordren, der var det vigtige.

Da restauranten så beskeden fra kvinden, ringede de straks til politiet.

'Jeg har ofte hørt om det her, men jeg troede aldrig, det ville ske for os,' skriver restauranten på Facebook.

Politiet i New York rykkede ud til adressen i Bronx og anholdte den formodede gidselstager.

Personen blev anklaget for voldtægt, kvælning, gidselstagning, trusler og besiddelse af våben, oplyser New York City Police Department.

Restauranten The Chipper Truck Cafe skriver, at de er glade for, at situationen blev løst.

'Heldigvis var vi åbne og kunne hjælpe hende. En stor tak til politiet for deres hurtige svar,' skriver de.