Kvinde og hjemløs mand erklærer sig skyldig i at bedrage for millioner


En hjemløs mand og en kvinde fra New Jersey kan se frem til mange år bag tremmer, efter at de begge onsdag erklærede sig skyldige i at udnytte bidragyderne til en GoFundMe side, som indsamlede flere millioner kroner.
Den 36-årige Johnny Bobbitt har erklæret sig skyldig i at ville hvidvaske penge, og Kate McClure erklærede sig skyldig i at ville begå bedrageri. Det skriver avisen New York Post.
Sammen med McClures eksven Mark D'Amico var de tiltalt for at have fundet på historien om, at Bobbitt gav McClure sin sidste 20 dollarseddel til at købe benzin for, efter at hun var løbet tør på motorvejen nær Philadelphia.
Historien gik rent ind hos mange brugere på de sociale medier, og en kampagne på GoFundMe rejste hurtigt over 400.000 dollar (over 2,6 mio. danske kroner) fra 14.000 velmenende personer.

Det var penge, som ifølge indsamlingen skulle gå til Johnny Bobbitt som tak for den gode gerning.
I stedet delte trioen kontanterne og brugte dem på dyre rejser og designertøj.
Forholdet mellem de tre blev efterhånden dårligt, og Bobbitt sagsøgte parret. Han hævdede, at de ikke havde betalt ham nogen penge.
Så gik anklagerne fra New Jersey ind i den spegede sag.

Kate McClure kan nu se frem til en fængselsdom på op til 20 år og en bøde på 250.000 dollar.
Hun får, ifølge ABC News, sin dom den 19. juni.
Johnny Bobbitt får sin dom på et senere tidspunkt, men han risikerer op til 10 års fængsel.
Ifølge GoFundMe har organisationen refunderet alle donationer.