Seks mænd er blevet anholdt i Indien for at have dræbt en kvinde og hendes fire børn. De troede, hun var en heks, som havde dræbt en pige.

Et af de dræbte børn var kun 10 måneder gammelt. Det skriver den australske tv-station ABC.

En flok rasende landsbybeboere trængte den 25. januar ind i kvindens hjem i staten Orissa og hakkede kvinden, Mangri Munda, og hendes børn til døde med træstave og en økse.

Børnene var hendes to sønner og to døtre - de var 10 måneder, fire, syv og 12 år gamle

Efter slagteriet smed de seks mænd de døde kroppe i en brønd, hvor de blev fundet den 26. januar, fortæller Sushant Dash, der er efterforskningsleder.

De seks mænd - og der er en lokal heksedoktor imellem - bliver alle sigtet for mord. Staten Orissa har en speciel lov, der handler om at stoppe jagten på hekse.

»De har tilstået, at de begik mordene som en straf for en heks,« fortæller Sushant Dash. Han tilføjede, at kvindens mand, der var bortrejst under mordene, opfordrede politiet til at lede efter mistænkte.

Ifølge Sushant Dash bebrejdede landsbyens beboere Mangri Munda for en 12-årig piges sygdom og død. Hun døde, efter en heksedoktor fortalte beboerne, at Mangri Munda havde kastet en forbandelse på pigen.

Politiet siger, at de stadig leder efter yderligere mistænkte, og at de forventer at foretage flere anholdelser.

At udnævne kvinder til hekse er udbredt blandt den fattige befolkning i staten Orissa, skriver BBC.

Ni mennesker blev sidste år idømt dødsstraf, fordi de havde myrdet tre medlemmer af en familie, som de beskyldte for at være hekse.