En kvinde i 50'erne er sigtet for drabsforsøg på et barn, der er omkring et år. Hun varetægtsfængsles nu i fire uger.

Ifølge Dagbladet er kvinden efter anholdelsen blevet indlagt på sygehuset. Hun er nu fængslet på en retspsykiatrisk afdeling.

Den voldsomme sag fra Norge fandt sted torsdag 4. maj i den norske kommune Nesodden, som ligger få kilometer fra Oslo.

Kvinden, som angiveligt er i familie med barnet, blev anholdt i forbindelse med, at den etårige faldt ud af et vindue og fire meter ned.

Indsatsleder Terje Marstad har til Dagbladet torsdag udtalt, at barnet kom alvorligt til skade ved hændelsen.

Barnet blev derfor fragtet med helikopter til hospitalet med kritiske kvæstelser.

Der er lørdag ikke noget nyt om barnets tilstand, som torsdag var beskrevet som i kritisk tilstand.

Norsk politi kunne torsdag ikke udelukke en ulykke, men har nu sigtet den omkring 50-årige kvinde for drabsforsøg på barnet.