Politiet i Phoenix efterforsker en sag om muligt seksuelt overgreb, efter en kvinde i komatilstand føder baby.

Politiet i den amerikanske millionby Phoenix har indledt en efterforskning af et muligt seksuelt overgreb, efter at en kvinde, der ikke har været ved normal bevidsthed i over ti år, i julen fødte en søn.

Kvinden har været i såkaldt vegetativ tilstand, siden hun for et årti siden var tæt på at drukne. Det betyder, at hun er vågen, men ikke er bevidst om sig selv eller sine omgivelser.

Hun er afhængig af pleje døgnet rundt, og derfor var forundringen stor på plejehjemmet Hacienda Healtcare, da hun den 29. december gik i fødsel.

Ingen vidste, at kvinden var gravid, og til at starte med var plejepersonalet derfor usikre på, hvorfor hun stønnede, skriver lokale medier.

- Denne sag er i øjeblikket ved at blive efterforsket af politiet i Phoenix, siger betjent Tommy Thompson til nyhedsbureauet Reuters, da han bliver spurgt om medierapporterne.

Talsmand for Hacienda Healthcare David Leibowitz siger, at plejehjemmet for nylig er blevet opmærksom på en "dybt foruroligende hændelse", der omhandler en af hjemmets beboere.

Han afviser at svare på, om personalet er blevet bedt om at gennemgå dna-test for at identificere en mulig mistænkt.

- Hacienda vil fortsætte med at samarbejde med politiet og alle relevante parter i denne sag, skriver David Leibowitz i en e-mail til Reuters.

En organisation, der arbejder for at forhindre seksuelle overgreb og vold i hjemmet, opfordrer politiet i Phoenix til at gennemføre dna-test på mandlige ansatte på plejehjemmet.

Organisationen frygter, at der kan være flere ofre.

- I overgrebssager er det ikke sjældent, at der er flere ofre for den samme gerningsmand, siger talsperson Tasha Menaker fra Arizona Coalition to End Sexual and Domestic Violence.

- Mange gerningsmænd leder også efter situationer, hvor personer er isolerede eller sårbare.

En talsmand for guvernøren i Arizona, Doug Ducey, oplyser, at rapporterne er "dybt bekymrende". Delstaten vil nu reevaluere sin kontrakt med Hacienda Healthcare og sikre, at patientsikkerheden strammes op.

/ritzau/Reuters