En kvinde blev nægtet adgang til seks forskellige fødeklinikker, da hun skulle nedkomme med sine tvillinger otte uger for tidligt.

Der udspillede sig lidt af et mareridt for en svensk kvinde, da hun skulle føde sine tvillinger i juli - otte uger for tidligt. Fødslen var gået i gang, og hun var planmæssigt blevet hentet af en ambulance.

Men her sluttede også det planmæssige, og straks blev det hele forvandlet til en gravid kvindes værste mareridt. Det skriver Aftonbladet.

Kvinden kunne nemlig ikke få tilladelse til at blive kørt til en fødeklinik i hele seks byer, selvom vandet var gået, og hun kæmpede med smerter og sammentrækninger i ambulancen.

Kvinden blev kørt rundt som en kastebold mellem forskellige fødeklinikker i halvanden time, inden at hun nedkom med sine tvillinger i en klinik i Gävle. Her blev hun i starten også nægtet af få lov til at føde.

Forinden havde klinikker i byerne Hudiksvall, Sundsvall, Falun, Uppsala og Västerås afvist kvinden. Årsagen var, at der ikke var plads nogen af stederne.

»Moderen (kvinden, red.) panikker over situationen, og hun begynder at få smerter,« står der i en rapport over hændelsesforløbet.

Til sidst vidste ambulancepersonalet ikke, hvad de skulle gøre. De overvejede at sende kvinden med helikopter til Stockholm i håb om, at der var plads til hende der. Så vidt kom det ikke til, da sygehuset til sidst gav den panikslagen kvinde lov til at føde i Gävle.

Hændselsrapporten afsluttes med følgende spørgsmål:

»Hvem har ansvar for, at vi ikke fik lov til at komme til den nærmeste fødeklinik, når nu kvinden stod over for en tvillingefødsel otte uger for tidligt og samtidig havde veer, og hvor vandet var gået?«.

Nu skal alle implicerede parter finde ud af, hvad der er gået galt i den groteske sag.