En amerikansk kvinde har fået en historisk høj bøde på 563.000 kroner.

Det sker, efter hun opførte sig så utilregneligt under en flyvetur, at personalet måtte binde hende fast til et flysæde med gaffatape, skriver New York Post.

Optrinnet blev kendt i offentligheden, da en medpassager filmede hændelsen, der fandt sted under en indenrigs flyvetur i USA den 6. juli 2021.

Videoen blev efterfølgende delt på TikTok, hvor den gik viralt.

Kvinden gik angiveligt til angreb på flypersonalet og forsøgte at åbne flyets dør, mens det var i luften.

Ifølge TikTok-brugeren, der optog videoen, begyndte kvinden kort før landing at råbe, at hun ville af flyet.

Herefter begyndte hun at banke på flyets dør.

Flyselskabet har udtalt til New York Post, at kvinden overfaldt og bed en ansat i flyet, hvorefter hun prøvede at åbne flyets forreste dør.

Det fik kabinepersonalet til at binde kvinden fast til et flysæde med gaffatape af hensyn til resten af passagerernes sikkerhed.

Og nu har de nationale amerikanske luftfartsselskaber altså uddelt en historisk stor bøde til kvinden.

Den næststørste bøde er også blevet givet til en kvinde, der forsøgte at åbne flyets dør i luften.

Kort forinden havde hun prøvet at kramme og kysse og bide tilfældige medpassagerer.