En kroatisk pige var forsvundet i 18 år - nu er hendes lig blevet fundet i søsterens fryser.

Jasmina Dominic blev sidst set i år 2000, hvor hun studerede i Zagreb, da hun var 23 år gammel.

Men familien mente først, at hun var taget til udlandet, og meldte hende først savnet i 2005.

Det skriver avisen The Independent.

Efterlysnings-plakaten af Jasmina Dominic, der blev lavet af Kroatisk politi, da hun endeligt blev meldt savnet i 2005.
Efterlysnings-plakaten af Jasmina Dominic, der blev lavet af Kroatisk politi, da hun endeligt blev meldt savnet i 2005. Foto: Kroatisk politi
Vis mere

Nu har politifolk i lørdags fundet hende i en fryser.

Den stod i hjemmet i landsbyen Mala Subotica nordøst for Kroatiens hovedstad, Zagreb.

De beordrede straks en obduktion af liget og anholdt Dominics søster, den 45-årige Smiljana Smed.

De kender ikke resultatet af obduktionen endnu, men politiet er overbevist om, at Jasmina blev myrdet.

En politimand indrømmer, at familien har givet forkerte informationer, da Jasmina oprindeligt forsvandt.

»De fik os til at se i andre retninger,« sagde han. »Jeg har aldrig haft en sag som denne.«

Sagen har chokeret Kroatien, hvor mange undrer sig over, at familien har boet i huset gennem alle disse år - med et lig gemt væk i fryseren.

Jasmina Dominics far, som døde for flere år siden, har ifølge rapporter sagt i 2011, at datteren i 2000 fortalte ham, at hun skulle arbejde på et krydstogtskib og bagefter ville tage ophold i Paris.