»Tja, hun var egentlig ret rolig. Hun havde bare ikke lyst til at have en slange i sin seng.«

Sådan lyder den knastørre kommentar fra Zachery Richards fra Zachery’s Snake and Reptile Relocation til B.T. over telefonen fra Queensland i Australien.

Mandag blev Zachery Richards kaldt ud, da en kvinde i byen Kalbar i området ringede og fortalte, at hun havde gjorde et fund i sin seng.'

Et fund, der nok ellers kunne have skræmt livet af mange.

Kvinden have været på vej i seng, da hun pludselig spottede en næsten to meter lang slange under sin dynen.

Zachery Richards fortæller, at slangen var en giftslange af arten 'Eastern Brown', som var godt seks fod lang. Det svarer til cirka 182 centimeter.

»Kvinden ringede og sagde, at hun havde en slange, hun gerne ville have fjernet,« fortæller Zachery Richards.

»Den regnes for at være en af de 10 mest farlige slanger i verden. Et enkelt bid vil dræbe dig inden for 10 minutter. Men det var egentlig rimelig simpelt at fange den. Det foregik med en krog,« siger han desuden.

Foto: Zachery's Snake and Reptile Relocation
Foto: Zachery's Snake and Reptile Relocation
Vis mere

Zachery Richards beretter samtidig, at det sker ofte, at folk i området finder store, farlige slanger rundt omkring, som de gerne vil have flyttet.

»Ja, det sker meget jævnligt. Det er både private, lokale erhvervsdrivende, skoler og så videre. Det er meget normalt,« siger Zachery Richards.

På Facebook kommer Zachery Richards dog alligevel med en opfordring:

»Tjek sengen omhyggeligt i aften,« skriver han således mandag i et opslag, hvor han også har vedhæftet de fotos, du kan se her i artiklen.

Opslaget er siden gået viralt og har næsten 2.000 kommentarer, 900 likes af forskellig art samt flere end 350 delinger.

»Jeg sover aldrig igen,« lyder det i flere brugerkommentarer, mens andre kalder situationen for deres 'værste mareridt'.

På sit website giver Zachery Richards gode råd, hvis man skulle være så uheldig at falde over en slange eller et reptil:

'Forhold dig roligt og sørg for at få børn og andre dyr væk fra området. Gå væk fra slangen eller reptilet langsomt, men hold øje med det fra afstand'.

Han understreger samtidig, at man ikke skal gå i panik og desuden ikke selv forsøge at fjerne eller dræbe dyret.