En britisk kvinde blev mandag anholdt for at have efterladt en seddel på en ambulance, mens ambulanceredderne var i færd med at hjælpe en person, der havde vejrtrækningsproblemer.

Selvom det ikke umiddelbart lyder til at være en kriminel handling, så førte det ikke desto mindre  til, at det lokale politi i Stone-on-Trent ifølge Fox News anholdt kvinden - Kirsty Sharman på 26 år - for at have generet ambulanceredderne, mens de arbejdede.

På sedlen, som kvinden havde efterladt på ambulancen, havde hun nemlig skrevet:

'Hvis denne bil holder her for at besøge andre end nummer 14, så har du ikke ret til at parkere her. Jeg er ligeglad med, om hele gaden er kollapset. Flyt bilen foran mit hus.'

Siden delte ambulanceredderen Katie Tudor et billede af sedlen på Twitter med teksten:

'Ked af at få tilsendt dette af en af vores ambulancereddere i morges. Sammen med sedlen på ambulancen, blev de også skældt ud.'

Tweetet, som blev delt vidt og bredt, medførte, at politiet i Stone-on-Trent blev opmærksomme på hændelsen, og det kunne mandag meddele, at afsenderen var anholdt.

Tirsdag mødte den 26-årige kvinde op i retten i Newcastle-under-Lyme, hvor hun erkendte sig skyldig. Det skriver The Guardian.

Da dommen faldt, forklarede dommeren - Christopher Rushton - hvad han mente om sagen.

»Dette er en fuldstændig modbydelig hændelse. Bare det faktum, at sedlens indhold var rettet mod ambulancepersonale, der var ved at hjælpe en syg person. Personalet burde ikke blive udsat for sådan noget,« lød det.

Ambulancen var ankommet til stedet for at hjælpe den 26-årige kvindes nabo, som havde svært ved at trække vejret. Det var nabokvindens mand, der havde ringet efter hjælp. I retten kom det frem, at Kirsty Sharman og de to naboer tidligere havde haft nogle uoverensstemmelser, og i januar havde den 26-årige kvinde fået et forbud mod at nærme sig naboparret.

Gennem sin advokat forklarede Kirsty Sharman i retten, at hun 'undskylder dybt over for ambulanceredderne'.

»Hun accepterer, at hendes opførsel var fuldstændig uacceptabel,« forklarerede forsvarsadvokaten Hayley Keegan.

Kirsty Sharman blev idømt en bøde på omkring 1.000 danske kroner.