Hun blev fundet siddende på en sten med sår og blod i ansigtet.

Og uden nogen som helst idé om, hvorfor hun var der – eller hvem hun er.

Et sandt mysterium udspiller sig for tiden i Kroatien, efter en kvinde, der menes at være i 60erne, blev fundet på en afsidesliggende del af en ø i det nordlige Adriaterhav. For kvinden har tilsyneladende mistet sin hukommelse.

Det skriver CNN og Independent.

Hun blev fundet den 12. september, mens hun sad på den kroatiske ø Krk.

En lokal fisker fik øje på hende og slog alarm, skriver det lokale medie 24sata. Redningstjenesten rykkede derefter ud til stedet, hvor de fandt hende siddende forvirret på en sten og med blod i ansigtet.

»Nede ved stranden fandt vi en kvinde med mindre skader. Hun havde også et par kradsemærker og var ekstremt dehydreret og udmagret, og hun kunne dårlige tage et par tåre af noget vand,« oplyser redningstjenesten ifølge 24sata.

Kvinden blev lagt på en båre, fordi hun ikke kunne gå, og derefter blev hun fragtet til et hospital.

Her ses et billede af den mystiske kvinde.
Her ses et billede af den mystiske kvinde. Foto: Primorje-Gorski Kotar Politi
Vis mere

Men derfra blev mysteriet om kvinden dog kun større, for hun kunne hverken fortælle, hvor hun kom fra, eller hvordan hun var kommet ud på øen. Hun havde ingen dokumenter eller mobil med sig, og der er heller ikke fundet en efterladt bil et sted, der kunne tilhøre hende.

Dog har myndighederne et par enkelte spor at gå efter.

»Hun taler engelsk, men hun kan ikke huske sin egen identitet,« oplyser politiet.

Den ukendte kvinde beskrives som værende 165 centimeter høj og af almindelig kropsbygning. Hun har blondt, skulderlangt hår og blå øjne.

Politiet har på nuværende tidspunkt modtaget flere henvendelser i sagen, men ingen af dem har ført til, at mysteriet om kvindens identitet er blevet opklaret.

Det kroatiske politi, Primorje-Gorski Kotar Politi, opfordrer til, at man sender en mail til primorsko-goranska@policija.hr, hvis man ved noget om kvinden.