I kurdiske bydele er afstemning en fest, mens der angiveligt ikke finder afstemning sted i blandede områder.

Kirkuk. Syngende og dansende og omsvøbt af kurdiske flag flokkedes kurderne i Kirkuk mandag omkring stemmeurnerne i den etnisk blandede storby for at stemme for uafhængighed af Irak.

Der er modstand mod afstemningen hos de arabiske og turkmenske indbyggere i det nordlige Irak. Og der er rygter om, at afstemning slet ikke finder sted i områder med blandede befolkningsgrupper.

I de etniske blandede områder er det en udbredt opfattelse, at præsidenten for Kurdistans Regionale Regering, Masoud Barzani, kun ønsker at konsolidere den kurdiske kontrol over området.

Der var da også langt højst deltagelse i afstemningen i de kurdiske områder af Kirkuk.

Ved stemmelokalet i den kurdiske bydel Shorja, som var et af to stemmesteder med fri adgang for medierne, ankom kurdiske vælgere i alle aldre jublende til stemmeboksene i traditionelle klædedragter.

- I dag er Kurdistans fødselsdag, erklærede en ældre mand, Abu Bakr, som kaldte valgdagen for en fest.

Mænd i grå og eller lysebrune bukser med veste i samme farver ankom sammen med kvinder i lange farvestrålende kjoler og frakker til de overfyldte stemmelokaler.

Alle havde deres familier med, da de var opsatte på, at så mange som mulige skulle være med i, hvad de kaldte et historisk øjeblik.

En far gav sin lille datter sin udfyldte stemmeseddel, så hun kunne smide den i valgurnen.

- Uafhængighed er vores drøm og vores ret. Vi fortjener et godt liv, siger han.

Det irakiske parlament beordrede mandag militære styrker til de kurdiske områder i forbindelse med afstemningen om Kurdistans løsrivelse.

Områderne i det nordlige Irak har siden 2003 været kontrolleret af kurdere. Og mandag er irakiske kurdere i valgboksene for at stemme om en løsrivelse.

/ritzau/Reuters