Tyrkiet har optrappet offensiv mod kurdisk milits, selv om det vækker dyb bekymring i USA, EU og Nato.

Ankara. Tyrkiet intensiverede mandag en militær offensiv mod en kurdisk milits i Syrien. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, erklærer samtidig, at der ikke kan blive tale om at stoppe den igangværende offensiv, selv om den vækker dyb bekymring i USA, EU og Nato.

En talsmand for den kurdiske YPG-milits i Syrien siger, at 18 civile, deriblandt kvinder og børn, er blevet dræbt.

- Rusland har været med til at bane vej for, at tyrkiske krigsfly kan flyve ind i Syrien og bombe mål i Afrin, siger talsmanden.

YPG-militsen siger, at tyrkiske luftangreb mandag blev rettet mod to landsbyer i Afrin-området. YPG-talsmand melder også om slag mellem oprørsbevægelsen Syriens Demokratiske Styrker og tyrkisk militær.

Tyrkiet beskylder YPG for at stå i ledtog med den forbudte tyrkisk-kurdiske oprørshær PKK. Det tyrkiske angreb sætter USA i en vanskelig situation. YPG har været en vigtig aktør for USA i kampen mod Islamisk Stat.

Operationen, hvor tyrkiske krigsfly og artilleri støtter en større fremrykning på landjorden, er rettet mod kurderne i Syriens Demokratiske Styrker.

- Vi er fast besluttede på vores handlinger. Vi rykker ikke tilbage, hedder det i udtalelser fra Erdogan.

/ritzau/Reuters