Der er folkeafstemning mandag i Iraks kurdiske region om uafhængighed. Vi er fast besluttet, siger leder.

Erbil. Hvis det står til de kurdiske ledere i det nordlige Irak, så skal de efter en folkeafstemning mandag udråbe den uafhængige stat Kurdistan.

Trods internationale protester, så er de besluttet på at gennemføre folkeafstemningen om løsrivelse, siger lederen for den kurdiske region i Irak, Massoud Barzani.

Han siger, at kurderne er klar til at "betale enhver pris for friheden".

- Folkeafstemningen er ikke længere i mine hænder og heller ikke de politiske partiers. Det er i jeres hænder, siger Barzani til en menneskemængde, der har samlet sig på et fodboldstadion i den kurdiske hovedstad, Erbil.

Den irakiske regering i Bagdad er rasende over, at kurderne forsøger at rive sig løs. De kurdiske områder rummer blandt andet store oliefelter.

- Vi siger i dag, at vi er klar til en seriøs dialog med åbent sind med Bagdad, men efter den 25. september, for nu er det for sent, lyder Barzanis budskab.

Lørdag vil Barzani holde et pressemøde. Her ventes han at meddele, om den kontroversielle folkeafstemning definitivt vil finde sted.

Den seneste klage over folkeafstemningen kommer fra Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov. Han mødtes fredag med Iraks udenrigsminister, Ibrahim al-Jaafari, i Moskva.

Der har også lydt protester fra FN, USA, Storbritannien og Tyrkiet.

De frygter, at den irakiske stat bryder sammen, og at de etniske konflikter og krige forstærkes.

Regeringen i Bagdad siger, at folkeafstemningen er i strid med Iraks forfatning. Også selv om det ikke er en bindende folkeafstemning. Men regeringen har formentlig ikke de militære midler til at forhindre en løsrivelse.

Den kurdiske peshmerga-milits er en talstærk og velorganiseret hær, som senest har været med til at fordrive Islamisk Stat fra storbyen Mosul og andre områder i det nordlige Irak.

Der er rapporter om, at Tyrkiet mobiliserer sin hær langs grænsen til Irak.

Tyrkiet ser sig som forsvarere af det turkmenske mindretal i Irak og har en mangeårig frygt for i selve Tyrkiet, at de mindst 20 millioner kurdere i landet vil forsøge at udråbe deres egen stat.

Også kurderne i Syrien menes at have ambitioner om at udråbe deres egen stat i den nordlige del af landet, der grænser op til Tyrkiet.

/ritzau/AFP