Valgstederne måtte holde åbent i ekstra lang tid for at få valgdeltagelsen op i nærheden af 50 procent.

Caracas. 32,2 procent af vælgerne havde afgivet deres stemme ved søndagens præsidentvalg i Venezuela, da valgstederne officielt skulle lukke klokken 18 lokal tid.

Valgdeltagelsen blev siden opjusteret til 46,1 procent, efter at mange valgsteder holdt åbent i timerne efter den officielle lukning.

Ved sidste præsidentvalg i Venezuela i 2013 dukkede 80 procent af vælgerne op for at afgive deres stemme. i timerne

Valget er blevet boykottet af landets største oppositionsalliance, Mesa de la Unidad Democrática (MUD), der har betegnet valget som en "farce", der kun skal legitimere præsident Nicolas Maduros fortsatte styre.

Tidligt mandag morgen dansk tid oplyste formanden for landets valgkommission, at præsident Nicolas Maduro har vundet valget, hvilket var ventet på forhånd.

Ved samme lejlighed korrigerede valgkommissionen også valgdeltagelsen, der endte på 46,1 procent.

Godt nok er Nicolas Maduros popularitet dalet markant blandt venezuelanerne. Men han var oppe imod blot tre modkandidater, der ikke udgjorde nogen stor trussel mod ham.

Oppositionen har opfordret Maduros modkandidater til ikke at anerkende resultatet af valget.

- De uafhængige kandidater må træde i karakter og afvise at anerkende resultatet, der er bestemt på forhånd, siger Victor Marquez fra oppositionspartiet Frente Amplio ifølge nyhedsbureauet AFP.

Afstemningen fortsatte flere steder søndag aften klokken 20 - mere end to timer efter den officielle lukning af valgstederne.

Frente Amplio hævder, at regeringen gav ordre til at holde valgstederne åbne, da valgdeltagelsen på det tidspunkt lå under 30 procent.

- Regeringen forsøger at angive en valgdeltagelse, der ikke stemmer overens med virkeligheden, siger Victor Marquez.

USA afviser det venezuelanske valg som "illegitimt", og udenrigsminister Mike Pompeo betegnede det søndag som "et fupnummer".

EU har på forhånd meddelt, at man ikke kan godkende valgresultatet.

/ritzau/