Kryptokollapset øger udbuddet af verdens mest eksklusive og eftertragtede ure på brugtmarkedet. Det får priserne til at dykke.

Verdens mest eksklusive ure rykker sig fra håndleddet til brugtursmarkedet.

Så går du og drømmer om et Rolex eller et Patek Philippe, er de nu til at få fingre i.

Kollapset i kryptovalutaerne har betydet et værdidyk på 2.000 milliarder dollar ifølge CNBC, siden det toppede i 2021. Det har fået urejere til at skille sig af med deres ure, og det voksende udbud har presset priserne ned. Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg, som har talt med Chrono24, en onlineplatform, der sælger ure.

Da kryptomarkedet buldrede derudaf, blev ure som Rolex og Patek Philippe købt af en ny type købere. Købere som tjente penge på det brandvarme kryptomarked, og som var blevet millionærer og milliardærer på de digitale valutaer på rekordtid.

Ure har altid haft ry for at være sikre investeringer, så de mange nyrige smed massive summer efter de allerdyreste af slagsen. Det pressede priserne i vejret på verdens mest eksklusive ure som Rolex, Audemars Piguet og Patek Philippe.

Men ifølge Bloomberg må de nu sælge deres ure videre som følge af kryptokrisen. I hvert fald hvis man ser på markedet for brugte ure, hvor udbuddet af ure som Rolex Daytona og Patek Philippe Nautilus 5711 A er vokset, og priserne er faldet.

Den amerikanske skuespiller Sylvester Stallone med Patek Philippe Nautilus 5711 A. Uret kostede 240.000 dollar – svarende til omkring 1.742.000 kroner i første kvartal af 2022. Nu er prisen på uret faldet til 190.000 dollar, svarende til cirka 1.379.000 kroner. Arkivfoto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix
Den amerikanske skuespiller Sylvester Stallone med Patek Philippe Nautilus 5711 A. Uret kostede 240.000 dollar – svarende til omkring 1.742.000 kroner i første kvartal af 2022. Nu er prisen på uret faldet til 190.000 dollar, svarende til cirka 1.379.000 kroner. Arkivfoto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix Rolf Vennenbernd

Prisen på et Patek Philippe Nautilus 5711 A, der normalt har et prismærke på omkring 250.000 kroner, steg på brugtmarkedet til omkring 1.742.000 kroner i første kvartal af 2022. Nu er urets pris på brugtmarkedet faldet til cirka 1.379.000 kroner ifølge Bloomberg. Chrono24 forventer en yderligere stigning i salget af ure på hjemmesiden.

Chrono24s administrerende direktør, Tim Stracke, siger til Bloomberg, at handlen på hjemmesiden er steget mere end 50 procent i første halvdel af året.

Efter to år med vækst på kryptovalutamarkedet, er der nu sket store kursfald på kryptovalutaerne i år med et fald i værdi på mere end 2.000 milliarder dollar, siden markedet var på sin top i 2021, skriver CNBC.

Den digitale valuta bitcoin er styrtdykket med 70 procent, siden den toppede i november 2021. Det har blandt andet kunne mærkes hos bilproducenten Tesla, som taget et tab på 170 millioner dollar knyttet til bitcoin i første halvår af 2022, skriver E24.

Dyreste ure i verden

Er et ur ikke bare til at se, hvad klokken er? Den tanke kan man få, når man kigger på de dyreste ure i verden. Vi har samlet en oversigt over nogle af dem. Ure, der er badet i diamanter, og som derfor kan koste meget mere end disse ure, er ikke med på listen. Det billigste koster det samme som en lille lejlighed i København. Og det dyreste … en del mere.

Denne artikel er fra Berlingske.