11.196 års fængsel, intet mindre.
Det er grundlæggeren af en stor – kollapset – tyrkisk kryptobank blevet idømt i hjemlandet.
Ifølge BBC er Faruk Fatih Ozer straffet for hvidvask, svindel og organiseret kriminalitet.
Også hans bror og søster har fået tilsvarende lange domme.
Bagmanden forsøgte ellers i 2021 at flygte fra myndighederne, hvor han tog til Albanien, kort efter at selskabet Thodex på kort tid var faldet fra hinanden.
Men han blev her arresteret og sidste år udleveret til Tyrkiet.
Sammenbruddet hos kryptobanken menes at have kostet kunderne omkring 300 millioner kroner på daværende tidspunkt.
Ifølge retssagen var der 2.027 ofre, og den høje straf skyldes, at hver sag er blevet behandlet separat og dommene dernæst lagt sammen. Som er normal procedure i Tyrkiet.
Thodex blev grundlagt i 2017 og voksede sig lynhurtigt stor, inden det hele gik galt i 2021.
De tyrkiske myndigheder mener, at Faruk Fatih Ozer flygtede med mere end ti milliarder kroner.
Han har erklæret sig uskyldig i at have foretaget sig noget kriminelt, for så ville han »ikke have ageret så amatøragtigt«.
»Jeg er klog nok til at stå i spidsen for ethvert selskab i verden,« som han har sagt.