Præsident Donald Trump siger, at USA måske »igen kunne gå med« i den globale klimaaftale fra Paris i 2015.

Den amerikanske leder, der onsdag holdt en fælles pressekonference med den norske statsminister, Erna Solberg, i Det Hvide Hus, siger, at USA måske kan overtales til at gå med i aftalen igen, hvis den bliver bedre for landet.

»Aftalen var meget uretfærdig over for USA,« siger Trump og tilføjer, at han ikke ser noget problem i at gå med i en klimaaftale, men at Parisaftalen »var en dårlig aftale« for amerikanerne.

»Det er en mulighed, at vi vender tilbage,« fastslår han.

Han fremsatte udtalelsen efter drøftelser med den norske statsminister, som han roste i høje toner.

'Vi har styrket det vidunderlige venskab mellem vores to lande,' hedder det i en udtalelse fra den amerikanske præsident, som kaldte Norge for »en god allieret,« da han tog imod den norske regeringsleder.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Norges statsminister, Erna Solberg, mødtes onsdag for første gang på tomandshånd i Det Hvide Hus. Reuters/Carlos Barria
Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Norges statsminister, Erna Solberg, mødtes onsdag for første gang på tomandshånd i Det Hvide Hus. Reuters/Carlos Barria
Vis mere

Trump roste Solberg og fremhævede, at hun netop har haft et godt valg og er begyndt på en ny fireårig regeringsperiode.

»Vi har meget handel med Norge, og jeg ved, at nordmændene netop har købt mere militært udstyr - blandt andet F-35-fly.«

Og netop Trumps interesse for forretninger og handel var Solbergs indgang til samtalen, da hun bragte klimapolitik og betydningen af Parisaftalen på banen.

»Jeg prøvede at appellere til ham ved at fremhæve, at der ligger forretningsmuligheder i at investere i klimavenlige løsninger,« siger Solberg til nyhedsbureauet NTB.

Norge har kritiseret Trump for at trække USA ud af Parisaftalen, men trods det ser Erna Solberg ikke kulsort på den amerikanske klimaindsats.

»Hvis USA leverer lige så godt fremover, som det har gjort indtil videre med reduktion af udslip, så er det jo godt for miljøet og for klimaet,« siger hun.

Solberg og Trump har truffet hinanden to gange tidligere - i Nato og ved et G20-topmøde. Deres møde onsdag var deres første på tomandshånd.

USA's præsident Donald Trump med den norske statsminister, Erna Solberg, i Det Hvide Hus. Den 10. januar.
USA's præsident Donald Trump med den norske statsminister, Erna Solberg, i Det Hvide Hus. Den 10. januar. Foto: AFP PHOTO / Brendan Smialowski
Vis mere

/ritzau/Reuters