Der var krig på kniven, skænderier og talrige personlige angreb, da 11 republikanske præsidentkandidater onsdag mødtes til den anden TV-debat på vejen mod Det Hvide Hus.

USA: Donald Trump krydsede natten til torsdag dansk tid klinger med tidligere guvernør i Florida Jeb Bush og ni andre republikanere i kampen om at blive partiets kandidat til næste præsidentvalg i USA.

Debatten var præget af en hård tone med mange skænderier og personlige angreb.

Det var den anden debat i rækken, og emnerne, der blev diskuteret, var blandt andet Irak, præsident Barack Obamas atomaftale med Iran og mexicanske immigranter.

Donald Trump fører meningsmålingerne, og de ti andre kandidater må kæmpe hårdt for opmærksomhed. Men i modsætning til den første debat, hvor flere af de andre kandidater holdt sig fra direkte konfrontationer med Trump, kom flere kandidater i direkte og til tider voldsomme diskussioner med den populære milliardær.

Trump var ikke sen til at fremhæve sine egne bedrifter i erhvervslivet, kommenterede senator Rand Pauls udseende og sagde om guvernør i New York George Pataki, at han »ikke ville kunne blive valgt som hundefanger«.

Donald Trump fik dog også en skarp irettesættelse fra tidligere Hewlet-Packard-chef Carly Fiorina for en kommentar i et interview, hvor han havde sagt:

»Se på det ansigt? Er der nogen, der vil stemme på det?«

»Jeg tror, kvinder over alt i landet hørte, hvad hr. Trump sagde,« lød det fra Carly Fiorina til højlydt bifald fra salen.

Trump lænede sig derefter mod hende og sagde »jeg synes, hun har et smukt ansigt, hun er en smuk kvinde.«

Ifølge Twitter var Fiorinas svar til Trumps kommentar om hendes udseende det mest diskuterede øjeblik fra debatten på det sociale medie.

Da Trump sagde, at han var den eneste på scenen, der havde talt imod krigen i Irak, skred Jeb Bush til forsvar for sin bror tidligere præsident George Bush, der tog beslutningen om invasionen i Irak.

»Han sørgede for vores sikkerhed,« sagde Jeb Bush, hvortil Trump svarede:

»Føler du dig mere sikker nu? Jeg føler mig ikke særlig sikker.«

Donald Trump fører meningsmålingerne med 32 procent foran den pensionerede neurokirurg Ben Carson med 15 procent. Jeb Bush har opbakning fra ni procent af de republikanske vælgere.