12-årige Kristin Juel Johannessen glædede sig, da hun ved 18.30-tiden cyklede afsted for at møde en jævnaldrende veninde, som hun skulle ud og bade sammen med.

Men hun nåede aldrig frem. Undervejs blev hun antastet af en mand, som kvalte livet ud af hende.

Kristin Juel Johannessen blev dræbt 5. august 1999 i Sandefjord i det sydlige Norge. Og i går - næsten 16 år senere - har norsk politi anholdt en mand i 30'erne og sigtet ham for det uhyggelige pigedrab.

Den drabssigtede er en den samme, som tilbage i 2001 først blev dømt skyldig ved retten i Larvik ved det norske retssystems første instans og året efter blev frikendt ved landsretten.

Men nu er der altså dukket nyt bevismateriale op i sagen, som den dræbte Kristin Juel Johannessens familie hele tiden har skubbet på for at få efterforsket igen. Hvilket ser ud til at have givet pote med anholdelsen.

»Vi har kæmpet og kæmpet og kæmpet. Nu ser vi resultatet af, at vi ikke har givet op. Det er dejligt,« siger en lettet Roar Juel Johannessen, far til Kristin, til vg.no.

Undervejs har han og pigens mor af egen lomme betalt privat efterforskning, haft kontakt til både FBI og Interpol og har selv gravet sig dybt ned i sagen, som det har været umuligt for den knuste far at slippe. Hvilket også Kristin Juel Johannessens gamle værelse vidner om. Her står der nemlig sagsakter i metervis.

»Det begynte med ni ringbind. Nu har jeg 20. Og jeg sad faktisk og læste politidokumenter, da politiet ringede i aftes,« fortæller Roar Juel Johannessen til nyhedssitet.

Vestfold Politidistrikt har indkaldt til pressekonference om anholdelsen af den mulige drabsmand i dag klokken 14.

Indtil da ønsker politiet ikke at kommentere sagen.