Najib Mikati, Libanons rigeste mand, har fået sin regering godkendt af parlamentet i Beirut.

Libanons parlament har godkendt landets nye regering.

Det er sket ved en tillidsafstemning i parlamentet i Beirut, det mellemøstlige lands hovedstad.

Forinden debatterede parlamentarikerne i over syv timer.

Her er medregnet en times pause, der kom, fordi strømmen gik på grund af landets desperate mangel på brændstof og anden energi.

Dermed blev det også åbenbaret, hvad der er på spil for den nye regering under ledelse af Najib Mikati.

Han er Libanons premierminister og rigeste mand. Han har tjent sine penge inden for telekommunikation.

Han skal nu prøve at trække landet ud at sin dybe krise.

Det er ikke alene mangel på brændstof, der er problemet.

Det er også mangel på tillid til magthaverne. Det er også korruption, det er rivalisering blandt de forskellige befolkningsgrupper.

Det er en tom statskasse og en valuta, der er raslet ned med 90 procent i værdi.

75 procent af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen.

- Fra hjertet af Beiruts lidelser. Vor regering bliver født ved stearinlysenes skær i dette håbløse mørke, sagde Mikati til forsamlingen.

Han sagde også, at han agter at bede det internationale samfund om hjælp.

Nærmere betegnet IMF, Den Internationale Valutafond.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at befolkningen venter af regeringen med 24 ministre, at den kommer med løsninger på problemer som mangel på medicin og brændstof.

Det ventes også, at den vil indføre et rationeringssystem.

Mikatis regering er godkendt efter 13 måneder med politisk lammelse i Libanon.

I tidligere tider med kriser i Libanon har sunnimuslimske velhavere i Golfen ofte hjulpet med penge.

Denne gang er de imidlertid mere tøvende, og det kan skyldes, at den shiamuslimske og iranskstøttede Hizbollah-bevægelse har øget sin indflydelse.

Mikati har lovet at bringe Libanon tilbage til den arabiske verden. Men det er en balanceagt.

I forrige uge lykkedes det Hizbollah at få det første skib med brændstof fra Iran til Libanon.

/ritzau/Reuters