FN oplyser på fredsmøde i Stockholm, at de krigsførende parter i Yemen er enige om at udveksle fanger.

De krigsførende parter i Yemen er blevet enige om at udveksle fanger.

Det oplyser FN's særlige udsending, Martin Griffiths, torsdag ved starten af et ugelangt FN-fredsmøde nær Sveriges hovedstad, Stockholm.

Internationalt Røde Kors' (ICRC) leder for Mellemøsten, Fabrizio Carboni, siger i en erklæring, at hans organisation er klar til at deltage i fangeudvekslingen.

- ICRC er blevet bedt om at spille en rolle som en neutral aktør, der skal give teknisk støtte.

- Det er af største vigtighed at være i stand til at fastslå fangernes vilje til at være en del af processen, siger han.

Det skønnes at dreje sig om mellem 5000 og 8000 fanger, forklarer Carboni.

Mødet er det første fredsmøde mellem parterne i to år. Det finder sted i den lille by Rimbo 50 kilometer nord for Stockholm.

Det kommer på et tidspunkt, hvor flere millioner mennesker er truet af hungersnød i Yemen. FN kalder det den værste humanitære krise i verden lige nu.

Men mødet kommer også på et tidspunkt, hvor den vestlige opbakning til Saudi-Arabien er hastig på retur.

Saudi-Arabien har ført an i en blodig arabisk offensiv mod en shiamuslimsk oprørshær i Yemen. Den har kostet titusinder af civile livet.

Over for den shiamuslimske houthi-hær står premierminister Abedrappo Mansour Hadi og hans regering, der støttes af Saudi-Arabien.

/ritzau/Reuters