Krigsparter i Yemen tager skridt under fredsmøde i Sverige, der vil kunne hindre sult og nød for millioner.

FN's generalsekretær, António Guterres, siger, at det er lykkedes at sikre en række gennembrud i forhandlingerne mellem Yemens krigsførende parter.

Mødet sluttede fredag i den svenske landsby Rimbo. Forhandlingerne mellem parterne genoptages i næste måned.

Som et af de vigtige resultater nævner Guterres, at de shiamuslimske houthi-oprørere og den sunnimuslimske regering er enige om en våbenhvile i den meget vigtige havneby Hodeida.

Her skal de krigende parter trække sig tilbage for at overlade kontrollen til "lokale styrker" ifølge FN.

- Dette vil medvirke til at sikre humanitær adgang og indstrømning af varer til civilbefolkningen. Og det vil forbedre leveforholdene for millioner af yemenitter, siger Guterres.

Hvis det bliver en realitet, vil det kunne sikre en udvej for de 14 millioner mennesker i landet, der balancerer på kanten af hungersnød.

Ifølge Saudi-Arabien vil aftalens elementer allerede fredag blive sat i værk, skriver Reuters.

Hodeida er indskibningssted for nødhjælp og fødevarer. Men fire års ødelæggende krig har blokeret for forsyningerne.

FN kalder situationen i Hodeida den værste humanitære krise i verden.

Houthierne kontrollerer byen. Den sunnimuslimske regering, der militært støttes af Saudi-Arabien, har mistet kontrollen over store del af landet til de shiamuslimske oprørere.

Det så derfor rigtigt ud, da Yemens udenrigsminister, Khaled al-Yamani, tidligere torsdag trykkede hånd med oprørernes forhandler, Mohammed Abdelsalam. Det skete til stort bifald.

Men begge udtrykte de lidt senere skepsis over for, hvad der er opnået på mødet i Sverige.

Når det gælder Hodeida, så skal en "øjeblikkelig våbenhvile" træde i kraft i byen og de tilstødende havne.

- En gensidig omplacering af styrkerne skal gennemføres i byen Hodeida og havnene Hodeida, Salif og Ras Issa til aftalte lokationer uden for byen og havnene, hedder det i aftalen.

Videre hedder det, at FN skal spille en "ledende rolle" i at bestyre og inspicere havnene de næste fire år.

Abdelsalam siger, at oprørerne har givet "store indrømmelser" i forhandlingerne.

Yemens udenrigsminister er mere forsigtig. Han anerkender, at der er gjort store fremskridt. Men aftalen er "hypotetisk".

- Vi vil vente og se, siger han.

Ud over Hodeida kontroller houthierne hovedstaden Sanaa.

/ritzau/AFP