Det er ikke alle russiske soldater, der bifalder deres leder.
I en række lækkede lydfiler fra Putins soldater, der ringer hjem til deres kære, er der kommet flere beskyldninger mod den russiske præsident og regeringen.
Det skriver norske TV 2.
I flere måneder har The New York Times efterforsket lydfiler, avisen har fået fingrene i – godt hjulpet på vej af de ukrainske myndigheder. Mediet har siden verificeret tusindvis af samtaler:
»Jeg vidste ikke, at det her ville ske. De sagde, at vi skulle trænes i at gå i krig. De idioter fortalte os ingenting,« siger den russiske soldat Aleksey i en telefonsamtale med sin kæreste.
»Mor, krigen er den dummeste beslutning, vores regering har taget,« siger en anden i en telefonsamtale med sin mor.
Allerede et par uger inde i krigen, var der beretninger om pressede russere ved frontlinjen. Soldaterne klagede over mangel på våben og enorme dødstal blandt kammeraterne.
De seneste lækkede samtaler, tyder på, at nogle af Putins soldater ikke kæmper krigen for fædrelandet, men derimod af tvang.
Du kan følge med i dækningen af Ruslands invasion af Ukraine i B.Ts liveblog her.