Kvindelig journalist blev alvorligt såret ved knivangreb på en radiostation i Moskva
Moskva. En russisk programleder, som mandag blev knivstukket på en radiostation i Moskva, er ifølge nyhedsbureauet AFP "alvorligt såret".
Hun bliver behandlet på en intensivafdeling i den russiske hovedstad.
Kreml siger, at angrebet blev udført af "en gal mand", og at sagen ikke bør give anledning til kritik af myndighederne.
- En gal mands handlinger er en gal mands handlinger, siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
- At sætte det i forbindelse med noget andet er ulogisk og forkert, understreger han.
Han udtrykker sympati for den sårede journalist og radiostationen Moskvas Ekko.
Den 32-årige Tatjana Felgenhauer blev angrebet mandag i et kontor i den liberale radiostations bygning.
Angrebsmanden blev overmandet og tilbageholdt efter angrebet. Han siger, at han har en "telepatisk forbindelse" med hende.
Angrebsmanden var bevæbnet med en sprayflaske, som han brugte mod en sikkerhedsvagt. Han kom op på radiostationens etage og brød ind i det rum, hvor Tatjana Felgengauer opholdt sig.
Mange kommentatorer siger, at det statslige propagandaapparat i Rusland er med til at opbygge et stemning af had mod kritiske journalister.
I denne måned viste nyhedskanalen Rossija 24 en dokumentar, som gav indtryk af, at radiostationen arbejder sammen med private vestlige grupper, som arbejder på at undergrave Rusland.
Radiostationen er kritisk over for de ledende politikere, og den inviterer ofte oppositionspolitikere i studiet.
Den er også kendt for at være kritisk mod det gigantiske selskab Gazprom, som ellers har mange aktier i radioen.
Rusland har en foruroligede rekord med angreb på journalister. Mindst 58 er blevet dræbt siden 1992, siger Komitéen for beskyttelse af Journalister.
Trusler mod journalister får som regel ingen følger, og angreb på dem bliver ikke efterforsket.
En anden vært på radiostationen Julia Latynina forlod Rusland tidligere på året efter en række angreb mod hendes bil og hjem.
/ritzau/Reuters