Rygterne har floreret om det før, men siden den russiske krig gik i gang, har de taget til i visse afkroge af nettet.

Nu har Kreml selv været ude at afvise, at der skulle være hold i forlydenderne om, at Vladimir Putin skulle have en dobbeltgænger.

Det skriver det norske medie VG, der citerer udtalelser, som talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, ifølge det uafhængige russiske medie Meduza skal have sagt.

Rygterne dukkede blandt andet op til overfladen igen, efter den russiske præsident i april lagde vejen forbi nogle af de besatte områder i Ukraine.

Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 28. april i Sankt Petersborg.
Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 28. april i Sankt Petersborg. Foto: ALEXEY DANICHEV
Vis mere

Der spekulerede flere på de sociale medier over, om der i virkeligheden kunne være tale om en dobbeltgænger, mens den 'rigtige' Putin holdt sig i sikkerhed i Rusland.

Men Dmitrij Peskov har siden afvist alt om det:

»Du har sikkert hørt, at Putin har mange dobbeltgængere, der arbejder for ham, mens han sidder i bunkeren. Det er endnu en løgn,« er han ifølge Interfax citeret for at sige, skriver Meduza.

»Du kan se, hvilken slags præsident vi har. Han er faktisk megaaktiv. Vi, der arbejder ved siden af ham, kan næsten ikke følge med ham,« siger Peskov videre.

Her ses et billede fra Vladimir Putins besøg til den russisk-kontrollerede del af den ukrainske Kherson-region i april.
Her ses et billede fra Vladimir Putins besøg til den russisk-kontrollerede del af den ukrainske Kherson-region i april. Foto: AFP PHOTO / RUSSIAN PRESIDENTIAL PRESS OFFICE / handout
Vis mere

Han afviser ifølge Meduza også, at den russiske præsident skulle have nogen helbredsproblemer.

Til VG fortæller den svenske forfatter og Rusland-ekspert Stig Fredrikson, at han heller ikke tror på forlydenderne om, at Putin skulle have en dobbeltgænger.

Alligevel kan man lægge noget i, at Kreml på den måde er gået ud for at kommentere og afvise rygterne:

»Det må betyde, at de ser det som besværligt, at rygterne findes – at han føler sig tvunget til at kommentere rygterne. Og Peskov gør ingenting, uden det er godkendt af Putin. De føler nok, at de må sige noget,« siger Stig Fredrikson.

Ifølge VG har Putin også selv i 2020 afvist, at han skulle have dobbeltgængere.