En eksplosion smadrede natten til onsdag indgangspartiet til politistationen i den svenske by Helsingborg.

Skaderne er ifølge det svenske nyhedsbureau TT omfattende, men ingen personer er kommet til skade.

Adskillige vinduer både på politistationen og omkringliggende bygninger blev smadret i den kraftige eksplosion.

- Hele indgangen er blæst væk. Vinduerne er knust, og der er skader på selve dørene også, siger Lennart Linderos, vagtchef ved redningstjenesten i det nordvestlige Skåne.

Eksplosionen blev udløst omkring klokken 00.20 natten til onsdag.

Det er stadig uklart, hvad der har udløst eksplosionen. Bombeteknikere og retsmedicinske eksperter blev sendt til stedet for at undersøge det nærmere.

Et stort område omkring bygningen er blevet afspærret.

- Der var ingen ild, men røgen fra eksplosionen har spredt sig i huset, siger Lennart Linderos.

Politiet i Helsingborg har ikke modtaget nogen trussel forud for nattens eksplosion. Det oplyser Anne Göransson, pressetalsmand for politiet i regionen.

- Heldigvis kom ingen til skade, men det er selvfølgelig alvorligt, at nogen angriber retsvæsenet, siger hun.

Beboere i området kunne høre braget fra lang afstand.

- Jeg sad i køkkenet og kunne mærke, hvordan det rystede i lejligheden. Det føltes som om, at nogen kastede noget mod min altan. Så kraftig var eksplosionen, siger en læser, der bor i området, til Helsingborgs Dagblad.

Helsingborg Politis vagtchef Kennet Anderson var selv i bygningen, da der pludselig lød et højt brag.

- Jeg ved ikke, hvordan man skal beskrive det. Det var en meget kraftig eksplosion - et højt brag. Alarmen gik i gang, og vi sikrede, at ingen var kommet til skade og fik evakueret bygningen, siger han til Helsingborgs Dagblad.

/ritzau/