Der er torsdag aften sket en kraftig eksplosion, der kunne høres hele vejen til det centrale Stockholm.

Det skriver SVT.

Omkring 50 personer slog alarm om eksplosionen til politiet. Den skete i bydelen Huvudsta i Solna nord for Stockholm omkring klokken 23.00, og den har, ifølge politiet, ført til omfattende skader på en lejlighedsbygning i Huvudsta, hvor flere ruder er knust.

»Det lød som en bombe og hele bygningen vibrerede,« fortæller et vidne til Aftonbladet.

Ifølge politiet skete eksplosionen i nærheden af en opgang i ejendommen, og beboerne er efterfølgende blevet evakueret i frygt for strukturelle skader på ejendommen.

»Folk, der har ringet ind fra området, har været meget rystede,« siger Daniel Wikdahl, der er politiets talsperson.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen meldinger om tilskadekomne, ligesom det heller ikke vides, hvad årsagen er til eksplosionen.

Derfor er der indtil videre heller ingen mistænkte i forbindelse med hændelsen.

B.T. følger sagen.