Det er ikke kun i Danmark, at inflationskrisen kradser, og priserne på madvarer stiger.

I Japan er situationen den samme, hvilket kan mærkes helt ned på pingvin-niveau.

I akvariet Hakon-en syd for Tokyo har man været nødsaget til at foretage en række ændringer i dyrenes kost.

Problemet er, at de kræsne fugle simpelthen ikke vil finde sig i det.

Tidligere fik både pingviner og oddere serveret en af Japans mest populære fisk – den japanske hestemakrel med navnet Aji.

Det var en succes hos dyrene, men ifølge CNN er prisen på denne type fisk steget med mellem 20-30 procent det seneste år.

For at tilpasse sig den hårdt pressede økonomi har akvariet derfor valgt at erstatte den populære fisk med en anden og billigere type makrel.

Men det er åbenbart ikke blevet taget godt imod blandt pingvinerne.

CNN beskriver situationen således.

En dyrepasser vifter med en makrel foran en pingvin. Men den reagerer slet ikke på tilbuddet.

Da dyrepasseren presser fisken tættere på pingvinen, vender den hovedet væk.

Hos odderne er begejstringen heller ikke stor.

En odder lugter kort til fisken og løber væk.

»Alle dyrene i vores akvarium er som familie, og vi gør vores bedste for at holde dem sunde,« lyder det fra Hiroki Shimamoto fra akvariet.

»Vi ville aldrig tvinge noget dyr til at spise noget, som de ikke vil.«

Men hvad gør man så?

Ligesom med en hund, der ikke vil spise sin medicin, har akvariet været nødsaget til at gå kreativt til værks.

Så nu blander det japanske akvarium den billige makrel med den meget dyrere version, som dyrene elsker.

Det ser indtil videre ud til at virke.