Eva Kaili blev anholdt i december og flyttet fra fængsel til husarrest med elektronisk fodlænke i april.

Det græske medlem af EU-Parlamentet Eva Kaili, som er mistænkt i en korruptionssag, er ikke længere i husarrest og har samtidig fået lov til at fjerne en elektronisk fodlænke.

Det oplyser en talsmand for det føderale anklagerkontor i Belgien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Efterforskningen »kræver ikke længere hendes tilbageholdelse«, lyder det.

Eva Kaili blev anholdt i december sidste år. Hun var på det tidspunkt en af de 14 næstformænd i Europa-Parlamentet.

Anholdelsen kom, efter at belgisk politi ransagede 16 adresser i hovedstaden Bruxelles. Ved ransagningerne blev der beslaglagt 1,5 millioner euro, hvilket svarer til over 11 millioner kroner.

Heraf blev der fundet 150.000 euro i Eva Kailis hjem. Politiet mener, at pengene kommer fra blandt andet Qatar, som på daværende tidspunkt var vært for VM i fodbold, i bytte for indflydelse og positiv omtale i parlamentet.

Eva Kaili har nægtet sig skyldig sagen. Ifølge Kailis advokat vidste hun ikke, at pengene befandt sig i hendes hjem.

Qatar har også afvist, at landet er involveret. Det samme har Marokko.

I midten af april fik Kaili lov til at forlade det fængsel i Belgien, hvor hun i fire måneder havde været varetægtsfængslet. Hun røg i husarrest i stedet.

Mediet Politico skriver, at Eva Kaili gør flere af de andre mistænkte i sagen selskab, når hun nu kan fjerne sin fodlænke.

Ud over Kaili blev den tidligere italienske EU-parlamentariker Antonio Panzeri og to andre anholdt i december.

Panzeri menes at være den hovedansvarlige i korruptionssagen.

Det var hans udtalelser, der førte til anholdelsen af Marc Tarabella, som ud over at være medlem af EU-Parlamentet er borgmester i den belgiske by Anthisnes.

Tarabella har også fået fjernet sin fodlænke og blev i denne uge set i EU-Parlamentet, hvor han deltog i et møde og var på café, skriver Politico.

Eva Kaili har tidligere sagt, at hun fortsætter som parlamentsmedlem, men hun har mistet sin titel som næstformand og er blevet ekskluderet fra den socialdemokratiske gruppe og også af det græske socialdemokratiske parti Pasok.

/ritzau/