Det er ikke længe siden, at den russiske præsident, Vladimir Putin, formentlig har forfremmet ham.

Nu kommer den kontroversielle tjetjenske leder Ramzan Kadyrov med en dyster melding.

En melding, der kommer i kølvandet på en række russiske angreb mod flere ukrainske byer. Herunder hovedstaden, Kyiv.

I et opslag på sin Telegram-kanal retter Ramzan Kadyrov ifølge det russiske nyhedsbureau Tass en besked direkte til den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj:

Arkivfoto af Ramzan Kadyrov og Vladimir Putin.
Arkivfoto af Ramzan Kadyrov og Vladimir Putin. Foto: ALEXEY NIKOLSKY
Vis mere

»Vi advarede dig om, at Rusland ikke var startet rigtigt endnu,« skriver han med henvisning til den seneste udvikling.

»Stop med at brokke dig som et afskum. Du må hellere løbe væk, før du bliver ramt. Løb. Løb, Zelenskyj, løb uden at se tilbage på Vesten,« tilføjer han.

Den seneste tid har Ramzan Kadyrov – der tidligere har beskrevet sig selv som Putins 'fodsoldat' og er en af den russiske præsidents mest trofaste støtter – været en del i medierne, da han har kritiseret den måde, Kreml har ført krigen i Ukraine på.

Men nu er han angiveligt glad for den måde, russerne udfører den såkaldte 'særlige militæroperation' på:

»Nu er jeg hundrede procent tilfreds med den måde, den særlige militæroperation udføres på,« skriver han i sit opslag, der blev udgivet mandag.

Det er ikke længe siden, at Vladimir Putin ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) valgte at forfremme den berygtede tjetjenske leder Ramzan Kadyrov til generaloberst.

Ifølge ISW kan forfremmelsen ses som et forsøg på at bibeholde støtten fra Kadyrov fra Putins side:

»Kadyrovs nye rang kan ses som et tegn på, at Putin er villig til at tilgodese de mere radikale og højtråbende ønsker fra silovikierne (magtfulde enkeltpersoner eller organisationer i Rusland, som har egne private hære, red.) på bekostning af det konventionelle militæretablissement,« skrev ISW i sidste uge i en analyse.

ISW har ikke fundet officiel dokumentation for, at Ramzan Kadyrov er blevet forfremmet, men vurderer, at oplysningen er pålidelig.