Andrea Leadsom, der tidligere var konservativ formandskandidat og leder i Underhuset, er færdig som minister.

En varslet ministerrokade i premierminister Boris Johnsons britiske regering har torsdag formiddag kostet de første ministre deres poster.

Således meldes flere konservative ministre færdige.

Den ene er 56-årige Andrea Leadsom. Hun forlader posten som erhvervs- og energiminister, skriver hun på Twitter.

- Det har været et privilegie at tjene i regeringen de seneste seks år og i Erhvervs- og Energiministeriet de seneste seks måneder.

- Nu ser jeg frem til at fokusere på mine vælgere og på min mere end 20 år lange kamp for at sikre alle børn en god begyndelse på livet, skriver hun.

Leadsom er et prominent navn i Det Konservative Parti.

Hun har tidligere blandt andet været konservativ leder i Underhuset. Hun var også en af de ti kandidater, der sidste sommer kæmpede om at overtage den konservative formandspost fra Theresa May.

Det var en kamp, der endte med at blive vundet af Boris Johnson.

En af de øvrige ministre, der forlader sin post, er 48-årige Julian Smith. Han er færdig som minister med ansvar for Nordirland.

Også den 59-årige Geoffrey Cox, der er regeringens juridiske chef, og den 51-årige miljøminister Theresa Villiers mister deres poster.

Der er torsdag formiddag endnu ikke oplysninger om nye ministre.

/ritzau/Reuters