Familie og kolleger til den sygeplejerske, som angiveligt begik selvmord efter at have været offer for telefonfis omkring hertuginde Catherine, taler nu ud om tragedien.

STORBRITANNIEN: Fredag blev den britiske sygeplejerske Jacintha Saldanha fundet død, tre dage efter hun blev offer for to australske radioværters telefonfis omkring den gravide hertuginde Catherine. Radioværterne udgav sig for at være dronning Elizabeth og fik Saldanha til at viderestille dem til en kollega, der udleverede detaljer om hertugindens tilstand.

Nu udtaler Jacintha Saldanhas familie og kolleger sig for første gang omkring tragedien, skriver The Telegraph. Lederen af King Edward VIIs hospital, Lord Glenarthur, anklager den australske radiostation, som foretog opkaldene, for at være skyld i »ydmygelsen af to dedikerede og omsorgsfulde sygeplejersker«.

Saldanhas mand, Benedict Barboza, er knust, mens hendes familie i Indien beskriver moren til to som »en smuk person«. Samtidig har hertugen og hertuginden af Cambridge, William og Catherine, offentliggjort en besked på deres hjemmeside, hvor de kondolerer og skriver, at de er »dybt bedrøvede.«

Chefredaktøren af mediegruppen Southern Cross Austereo, som ejer den radiostation, der lavede telefonfis med sygeplejerskerne, nægter imidlertid at undskylde:

- Telefonfis som et håndværk i radio har fundet sted årti efter årti. Det er ikke bare en del af en radiostation, et netværk eller et land, det bliver lavet over hele verden, siger Rhys Holleran.

Hans udtalelser resulterede i et vredt svar fra hospitalscheferne, der sørger over tabet af Jacintha Saldanha. I et brev til Max Moore-Wilton, direktør for Southern Cross Austereo, skriver Lord Glenarthur:

- King Edward VIIs hospital tager sig af syge mennesker, og det var ekstremt dumt af jeres radioværter overhovedet at overveje at lyve deres vej frem til en af vores patienter og så ligefrem foretage opkaldet.

Ifølge de australske kommunikations- og mediestyrelse har man modtaget mange klager omkring radiojoken, og mange ønsker, at radioværterne bliver fyret. Flere annoncører har derudover stoppet deres samarbejde med radiostationen.

Jacintha Saldanha havde nattevagt, da hun klokken 5.30 tirsdag morgen modtog opkaldet fra de to radioværter, Mel Greig og Michael Christian, som udgav sig for at være dronning Elizabeth. Saldanha viderestillede dem til den afdeling, hvor hertuginden var indlagt til behandling for ekstrem morgenkvalme, og en anden sygeplejerske fortalte dem om hertugindens tilstand og behandling.

Saldanha blev fundet bevidstløs fredag morgen nær hospitalet. Kort efter døde hun. Ifølge politiet er årsagen til Saldanhas død stadig uopklaret, men de behandler den ikke som mistænkelig.