Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Mens dronning Margrethe åbnede for døren til privatlivets genstridigheder, gjorde den norske kong Harald det modsatte.
Han lukkede i. Fortsat.
For i lørdagens nytårstale var der ikke et ord om de kontroverser, der i det seneste år har roteret omkring hans ældste barn, prinsesse Märtha Louise.
»Jeg lagde mærke til, at kongen ikke nævnte den ene ting, der har omhandlet kongehuset i det forgangne år: prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett,« som norsk TV 2s kongehusekspert, Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen, udtrykker det.
Parret blev forlovet i sommer, og efter flere kontroverser blev det for få måneder siden meldt ud, at prinsesse Märtha Louise ikke længere officielt repræsenterer det norske kongehus, mens hun dog har fået lov at beholde prinsessetitlen.
På den led er der en direkte linje til det danske kongehus.
Og lørdag italesatte dronning Margrethe netop de uoverensstemmelser, der i efteråret brød ud i lys lue, da hun besluttede sig for at tage titlerne som prinser og prinsesse fra prins Joachims børn.
»Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til. At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt,« lød det fra den danske monark:
»Vi har nu haft en tid med mere ro og eftertanke, og jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod.«
Det er også blevet bemærket i Norge, hvor kongehuseksperten Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen siger: »Dronning Margrethe nævnte den ubehagelige situation, hun befinder sig i, i sin tale.«
B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, konstaterede efterfølgende, at dronning Margrethes ord var »uden fortilfælde«, og »erkendelsen vi alle havde ventet på«.
»Jeg kan ikke huske, at Dronningen nogensinde har talt så direkte om sit privatliv i en nytårstale,« sagde han.
På andre punkter var dronning Margrethe og kong Harald dog enige om indholdet af deres nytårstaler. De kom begge ind på de truende klimaforandringer og krigen i Ukraine.
Det er med effekt fra i dag, 1. januar 2023, at prins Joachims børn ikke længere har status af prinser og prinsesser. Læs her, hvad en af dem, grev Nikolai, netop har sagt om sagen.