Den tyske finansminister og EU's finanskommissær siger, at regler skal overholdes - ellers får det følger.

Der er regler i EU, og de skal respekteres - også af Italien.

Flere eurolandes finansministre kræver, at Italien retter ind og nedbringer gælden, ellers er der ingen anden udvej end at indlede en proces, der kan føre til voldsomme bøder til det i forvejen gældsplagede land.

- I sidste ende er reglerne ikke blot ord på det stykke papir. Der findes årsager til, at de eksisterer, siger den tyske finansminister, Olaf Scholz, ved sin ankomst til et EU-møde i Luxembourg for finansministre.

Det er både borgerne og markedet bedst tjent med, mener den tyske socialdemokrat.

EU-Kommissionen er klar til at indlede en sag, hvis ikke Italien præsenterer nye "data og fakta". Det slår EU's finanskommissær, Pierre Moscovici, fast.

- Vi er klar til, skulle det blive nødvendigt, at indlede en proces for uforholdsmæssig høj gæld, og vi er på vej, siger franskmanden.

Italiens offentlige gæld var sidste år 132 procent af bruttonationalproduktet (bnp). EU's vækst og stabilitetspagt sætter grænsen ved 60 procent.

Men værre er, at den italienske regering fører en politik, der vil få gælden til at vokse yderligere.

Det strukturelle underskud skulle være reduceret med 0,6 procentpoint, men i stedet står det nu til at stige med 0,2 procentpoint.

Der "er regler i eurozonen, og alle forsøger at overholde dem", siger den franske finansminister, Bruno Le Maire, ved mødet i Luxembourg.

- Jeg vil ønske, at Italien griber EU-Kommissionens fremstrakte hånd og tager de nødvendige skridt, siger Le Maire.

Skulle en sag blive en realitet, er det usandsynligt, at den vil ende med økonomiske sanktioner. I sidste ende er det dog muligt at idømme bøder på milliarder af euro.

Den italienske finansminister, Giovanni Tria, siger, at Italien vil opfylde EU-reglerne.

Han tilføjer dog ved sin ankomst til mødet i Luxembourg, at nye data for den italienske økonomi viser, at det slet ikke er nødvendigt at ændre noget.

Tria afviser desuden rygter om, at der skulle have været et skænderi om flad skat under et italiensk regeringsmøde, som indenrigsminister Matteo Salvini skulle have forladt i vrede.

Sidste år undgik Italien lige akkurat en underskudssag fra kommissionen, som afviste landets budgetudkast, hvilket aldrig tidligere var sket.

/ritzau/