Sverige bør ikke tilslutte sig NATO.

Sådan lyder det hvert fald, hvis man spørger Daniel Ellsberg, den 91-årige amerikanske whistleblower, der blandt andet afslørede hemmelige dokumenter om Vietnamkrigen.

I et interview med Dagens Nyheter kalder Ellsberg det for en »selvmordspagt,« hvis Sverige tilslutter sig NATO. Det skriver Dagbladet.

Han mener i stedet, at landet skal arbejde på at styrke sit eget forsvar.

Foto: Britta Pedersen
Vis mere

»I stedet for at kæmpe for nedrustning, leger Sverige nu med 'de mørke kræfter', der driver våbenkapløb og truer med at udrydde menneskeheden.«

Han anerkender 'de svenske politikeres angst og hastværk', men han mener ikke, et NATO-medlemskab er måden at imødegå truslen fra Rusland.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for Ellsberg. Præsident Richard Nixons nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, kalder nemlig Ellsberg for 'den farligste mand i USA, der skal stoppes for enhver pris.'

Torsdag har Finland taget et skridt nærmere en officiel ansøgning om NATO-medlemskab. Sveriges regering forventes at gøre det samme mandag ifølge det svenske medie Expressen.

Hvis et NATO-medlemskab for de to lande bliver en realitet, advarer flere eksperter dog om, at der vil kunne komme reaktioner fra Rusland.

I Finland opfordrer man lige nu borgerne til at have mad, medicin og kontanter klar til mindst 72 timer i tilfældet af et cyberangreb fra russisk side.

Spørgsmålet er også, hvordan Rusland og præsident Vladimir Putin vil reagere på udmeldingerne fra de to nære nabolande.

B.T.s internationale korrespondent regner med, at der »relativt hurtigt« vil komme en reaktion.

»Jeg tror, at vi skal forvente en meget voldsom retorik fra Moskvas side. De har tidligere truet med at flyttet atommissiler meget tættere på den finske og svenske grænse, og det vil jeg tro, at de gør alvor af,« siger Jakob Illeborg.