»Gør det ikke. Lad være. Lad være.«

Så klar er advarslen fra den amerikanske præsident, Joe Biden, til Vladimir Putin, hvis sidstnævnte kunne finde på at overveje brugen af atomvåben midt i modgangen.

Det fortæller Biden i et interview med tv-programmet '60 Minutes', der sendes i sin helhed på kanalen CBS søndag aften.

Den seneste tid er tingene ikke gået den russiske præsidents vej. Langt fra.

For ikke nok med, at de ukrainske styrker er lykkedes med at presse russerne tilbage flere steder, så har Putin også fået offentlig kritik fra både Kina og Indien. To lande, der ellers har været blandt Putins største støtter.

Det fik for nogle dage siden Pavel K. Baev, der er en norsk forsker på Fredsforskningsinstituttet Prio, til at kalde det for Putins 'værste uge', siden han sendte sine tropper ind i Ukraine. Det kunne Dagbladet berette om.

Men hvad kan modgangen få den russiske præsident til at gøre?

I et nyt interview bliver Joe Biden af journalisten på '60 Minutes' spurgt ind til, hvad han ville sige til Putin, hvis den russiske præsident overvejer at bruge kemiske eller taktiske atomvåben.

Til det lyder svaret:

»Don't. Don't. Don't.« – »Gør det ikke. Lad være. Lad være.«

»Det ville ændre krigens karakter som intet andet siden Anden Verdenskrig,« tilføjer den amerikanske præsident.

I et klip, som '60 Minutes' har delt på Twitter som en optakt til programmet, kan man høre, at journalisten dernæst spørger ind til, hvordan USA vil reagere, hvis Vladimir Putin alligevel skulle finde på at benytte sig af atomvåben:

»Tror du, jeg ville fortælle dig det, hvis jeg vidste, hvad det præcis ville være? Selvfølgelig vil jeg ikke fortælle dig det,« siger Biden, før han fortsætter:

»Men den (USA's reaktion, red.) vil være konsekvent. De (Rusland, red.) vil blive en større paria i verden, end de nogensinde har været. Og alt afhængigt af, hvad de gør, vil afgøre, hvilken respons vi kommer med.«

Det hører med til historien, at der ikke er noget, der tyder på, at Rusland er i gang med at overveje brugen af atomvåben – og Rusland har også selv tidligere afvist, at det vil komme på tale.