Der er delte meninger i den tyske regeringskoalition om, hvordan Tyskland skulle reagere på tyrkisk anmodning.

Forbundskansler Angela Merkel accepterer Tyrkiets anmodning om at retsforfølge en komiker, som har læst et groft digt op om Tyrkiets præsident, skriver dpa.

Merkel siger, at der har været delte meninger i den tyske regeringskoalition om, hvordan Tyskland skulle reagere på den tyrkiske anmodning om en straffesag mod komikeren Jan Böhmermann.

Komikeren læste på tysk tv 31. marts et digt op, hvori han anklagede præsident Erdogan for at deltage i dyresex og se børneporno, mens han begik overgreb mod kurdere og kristne.

»Hans testikler stinker slemt af döner/ selv hans svineprutter lugter skønner’. Han er manden, der slår på piger/mens han luft gennem gummimasker hiver. Men han allerhelst knepper geder,« lød det blandt andet i digtet.

Jan Böhmermann vidste godt, at han skubbede til grænserne for ytringsfrihed i Tyskland, blandt andet fordi landet har et forbud mod fornærmelser af fremmede statsoverhoveder.

Merkel siger, at det er vigtigt, at Tyrkiet respekterer ytringsfrihed og pressefrihed.

/ritzau/dpa